Efemeride, (af gr. ep(i)- og hemera 'dag, dagbog' og -ide), astronomisk tabelværk, der indeholder nøjagtige forudberegnede positioner for Solen, Månen, planeter, kometer og andre af Solsystemets himmellegemer. Efemerider kendes tilbage fra oldtiden, men først fra 1600-t. blev de udgivet fortløbende. Der udgives i dag et antal nationale efemerider, hvoraf den ældste er Connaissance des temps, der blev påbegyndt i Paris 1679. De britiske og amerikanske efemerider er siden 1960 beregnet i fællesskab og udgives under titlen The Astronomical Almanac. Se også almanak.