Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

leje

Oprindelig forfatter FiCon Seneste forfatter Redaktionen

Leje. 1 Enradet sporkugleleje; 2 enradet rulleleje; 3 cylindrisk krydsrulleleje.

Leje. 1 Enradet sporkugleleje; 2 enradet rulleleje; 3 cylindrisk krydsrulleleje.

leje, maskinelement, som understøtter et eller flere andre elementer. Der skelnes mellem aksialleje, der overfører aksiale kræfter, og radialleje, der overfører radiale kræfter. Visse lejer er opbygget som både aksial- og radialleje.

Kuglelejer er udformet således, at bevægelsen i lejet sker som en rulning vha. kugler placeret mellem lejets inderring og yderring. Kuglerne, som normalt er stålkugler fremstillet med stor præcision, overfører kræfter mellem en roterende aksel fæstnet til den ene ring og lejehuset fæstnet til den anden ring. I rullelejer og nålelejer er kuglerne erstattet af ruller; for nålelejernes vedkommende er de tynde nåleformede ruller udført af specialstål med stor bæreevne og stor rundhedsnøjagtighed.

I glidelejer glider en aksel i en lejeforing, som understøttes af lejehuset. Lejeforingen består af et materiale med gode glideegenskaber, for tungere belastede lejer ofte bronzelegeringer eller andre specielle metallegeringer. For lettere belastede lejeflader kan anvendes forskellige plastmaterialer, fx delrin og turcite.

Annonce

Hydrostatiske lejer er en speciel lejetype, hvor der vha. en pumpe opbygges hydraulisk tryk i en væskefilm mellem akslen og lejeunderstøtningen, således at kraftoverføringen sker gennem væsken. Hydrostatiske lejer giver minimal friktion, fordi der ikke er metallisk kontakt mellem de bevægelige dele.

Krydshovedlejet er et specielt udformet glideleje, som benyttes ved sammenkoblingen mellem plejlstangen og stempelstangen i store dieselmotorer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Finn Conrad: leje i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=115698