Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dige

Oprindelige forfattere EWor, HFBu, Pagh og VKoe Seneste forfatter Redaktionen

Dige. Til sikring af Tøndermarsken mod stormflodsoversvømmelse opførtes 1979-81 det såkaldte fremskudte dige på havsiden af det lavere og svagere Højerdige (vist med stiplet linje). Diget er dimensioneret til at modstå stormflodspåvirkninger, der i gennemsnit kun overskrides én gang i løbet af 200 år. Dette svarer til en stormflodsvandstand på (+)5,35 m over DNN. Digets kronehøjde er fastsat til (+)7,45 m over DNN, hvilket svarer til, at 2% af bølgerne vil overskylle diget, men ikke beskadige det.

Dige. Til sikring af Tøndermarsken mod stormflodsoversvømmelse opførtes 1979-81 det såkaldte fremskudte dige på havsiden af det lavere og svagere Højerdige (vist med stiplet linje). Diget er dimensioneret til at modstå stormflodspåvirkninger, der i gennemsnit kun overskrides én gang i løbet af 200 år. Dette svarer til en stormflodsvandstand på (+)5,35 m over DNN. Digets kronehøjde er fastsat til (+)7,45 m over DNN, hvilket svarer til, at 2% af bølgerne vil overskylle diget, men ikke beskadige det.

dige, bygværk opført med det formål at hindre oversvømmelse af lavtliggende landområder langs kyster, floder, vandløb og søer. Diger opbygges i hovedsagen af finkornede jordmaterialer, som hindrer vandgennemtrængning. I modsætning til dæmninger, der udføres på vanddækket område, står diger på tørt land ved normale vandstandsforhold.

Havdiger

Diger anlagt på kyster, såkaldte havdiger, er i reglen opført som led i inddigning af nyindvundet land på flade kyster med stort tidevand. Havdigers funktion er også at beskytte lave landområder mod oversvømmelse. Som eksempler kan nævnes de sønderjyske, nordtyske og hollandske havdiger, som beskytter vadehavskysternes marskområder mod vandindtrængning fra Nordsøen.

Opbygning. Havdiger udsættes for højvande og bølger, bl.a. under stormflod. Traditionelt opbygges digets havside som en meget flad skråning for derved at mindske bølgeslagspåvirkning og bølgeopskyllets højde. Ældre diger har ofte hældning ca. 1:10 (1 lodret til 10 vandret) ved foden aftagende til hældning ca. 1:3 ved toppen (kronen), mens nyere diger har fladere skråninger. Flade skråninger muliggør anvendelse af en overfladesikring bestående af græs underlejret et tykt lag klæg, som er et finkornet, næsten vandtæt jordmateriale bestående af en blanding af ler og fint sand. Klæg aflejres naturligt i vadehavsområder. Ved stejlere skråninger anvendes ofte asfaltmaterialer som overfladesikring. Digets landsideskråninger, som i reglen er græsklædte, kan være en del stejlere end havsiden, uden at der sker jordbrud i diget. Egnede materialer til digebygning kan ofte findes ved byggestedet. Jorden tages da fra den såkaldte fyldgrav, som er en trugformet udgravning langs digets landside. Af hensyn til digestabiliteten kræves nogen afstand imellem dige og fyldgrav.

Annonce

Digets kronehøjde (kronekote) bestemmes ud fra beregninger af forventelig stormflodsvandstand og bølgeopskylshøjde svarende til et vedtaget sikkerhedsniveau, der fx kan udtrykkes som en sandsynlighed for væsentlig overskyl inden for en årrække.

Historie. Havdiger har sandsynligvis været anvendt, så længe mennesker har anlagt bysamfund på kyster truet af oversvømmelse. I Danmark vides, at et havdige var under opførelse i Viding Herred i 1462, men langt ældre diger har eksisteret i dette område. Overskyl og sammenbrud af diger er jævnligt forekommende. Men højvandshændelserne er meget ulige fordelt i tiden, hvilket let medfører, at befolkningen efter en lang periode uden stormflod vil være tilbøjelige til at glemme den fare, der er til stede, og derved måske slække på den løbende vurdering af digernes sikkerhed i forhold til udviklingen i hav- og landniveauerne. Således ramte den svære stormflod 1. februar 1953 Nordsøkystens beboere meget overraskende. I alt omkom i Holland og England ca. 2000 mennesker, og mere end 160.000 ha jord blev oversvømmet. Selvom forholdene på den danske Vadehavskyst ikke var af ekstraordinær karakter, gav denne stormflod som i alle andre berørte lande anledning til nyvurdering af digesystemerne, men større arbejder blev ikke umiddelbart igangsat. I februar 1962 ramtes den tyske Nordsøkyst og den danske Vadehavskyst af en meget hård stormflod. Ved Højer Sluse registreredes den hidtil højeste vandstand, 4,36 m over Dansk Normal Nul (DNN). Der skete alvorlige beskadigelser på de danske diger, men egentligt digebrud forekom ikke. I Hamburg omkom ca. 300 mennesker.

Et dansk stormflodsudvalg nedsat i 1964 indstillede i januar 1975 to forslag til løsning af Tøndermarskens sikkerhedsproblemer, idet en del af udvalget anbefalede en forstærkning af Højer Dige, mens en anden del gik ind for bygning af et fremskudt dige på søsiden af Højer Dige. En meget kraftig stormflod i januar 1976 forårsagede en vandspejlshøjde ved Højer på 4,92 m over DNN, højere end nogensinde målt. Det danske Højer Dige med kronekote +6,40 m var genstand for kraftigt bølgeoverløb, og 22.000 mennesker var i stor fare. Folketinget vedtog samme forår en lov om forbedring af sikkerheden svarende til, at digerne skulle kunne modstå stormfloder, der i gennemsnit optræder så sjældent som én gang hver 200 år. I 1977 blev det som et led i en fælles dansk-tysk løsning besluttet at bygge et fremskudt dige på begge sider af grænsen. Bag diget skulle indrettes et fuglereservatområde som kompensation for det forlandstab, anlæggelsen medførte.

3.12.1999 optrådte en særdeles voldsom stormflod i Vadehavsområdet med en styrke, der i gennemsnit kun forekommer én gang hvert 175. år. De største højvande optrådte i bassinet mellem Rømø og Sønderjylland nord for Rømødæmningen. Ved Ribe oversteg vandstanden 5,12 m over DNN; hvor meget vides ikke, da måleren ophørte med at virke. Juradiget, der i 1928 blev bygget på østsiden af Rømø nord for Rømødæmningen med kronekote ca. +5,2 m, blev beskadiget, og det samme skete med det i 1923 opførte Rejsbydige, der med en kronekote +6,5 m beskytter marskområdet på en strækning nord for Rømødæmningen. Største vandstand ved Højer blev målt til +4,53 m. Det fremskudte dige, der forløber sydover fra Højer, forblev ubeskadiget.

Floddiger og diger langs kanaler

Disse diger udføres med noget mindre hældning mod vandsiden end havdiger, idet der normalt ikke forekommer store bølger. Bølger fra skibstrafik i floder og kanaler samt store strømhastigheder i floder under flom kan dog erodere ubefæstede jordskråninger, hvorfor udsatte digesider armeres mod vandsiden med sten, betonblokke eller asfalt, mens mindre udsatte partier normalt er græsarmerede.

Digers plante- og dyreliv

Flora og fauna på diger ved havet svarer til livet på strandoverdrev, de faste græsgange ved kysterne. Typisk er arterne salttålende, men ikke saltkrævende. Væsentlige arter er engelskgræs og rødsvingel med indslag af sjældnere arter som strandnellike eller engbyg. Floraen er præget af vind og afgræsning. Af større fugle kan man træffe gravand og edderfugl rugende samt småfugle som engpiber.

Betegnelsen "dige" er ofte anvendt synonymt med "gærde" for hegn i indlandet. Materialet her er sten samt græs- og lyngtørv. Den slags diger er ofte blevet beplantet med buske som hassel og tjørn. Buskene blev stævnet med regelmæssige mellemrum, så de blev uigennemtrængelige for husdyr. Kystnære steder byggede man diger af "tang", hvilket her vil sige ålegræs. Sådanne diger er bevaret nogle få steder.

Diger i indlandet har ofte et karakteristisk plante- og dyreliv, som gør dem til en særlig naturtype. På digernes varme, tørre sydside er et andet liv end på den kølige, skyggefulde nordside. På sydsiden findes planter som kongelys, håret høgeurt og sankthansurt. Her er gode levesteder for myrer og firben. På nordsiden vokser planter som engelsød og blåbær, og her lever bl.a. skrubtudser. På stendiger vokser buske som benved, roser, brombær og kræge. Her er gode levesteder for bl.a. lækat og brud, gærdesmutte og gulspurv.

Lovgivning

Efter Naturbeskyttelsesloven er "sten- og jorddiger o.l." beskyttet; dvs. at også diger lavet af sand, tang eller græs- og lyngtørv er beskyttet, hvilket bl.a. skyldes deres biologiske og kulturhistoriske betydning. Beskyttelsen betyder især, at diger ikke må nedlægges eller gennembrydes uden kommunalbestyrelsens dispensation. Diger i sommerhusområder og i byzone er ikke omfattet af denne beskyttelse. Det samme gælder de fleste kirkegårdsdiger samt egentlige havediger. Efter Naturbeskyttelsesloven kan diger i øvrigt fredes særskilt som fortidsminder, hvis de er over 100 år og har særlig kulturhistorisk betydning.

Naturbeskyttelseslovens almindelige ordning for beskyttede sten- og jorddiger omfatter diger, der er optegnet på Kort & Matrikelstyrelsens kortværk Danmark (1:25.000) fra 1992, samt stendiger, diger ejet af offentlige myndigheder og diger, der ligger på eller afgrænser beskyttede naturtyper som fx moser og heder. Ved digebekendtgørelsen af 2001 fik amtsrådet mulighed for at erstatte den almindelige beskyttelsesordning med en konkret udpegning af de diger, der fremover skal være sikrede mod væsentlige indgreb. Med strukturreformen overgik denne kompetence til kommunalbestyrelserne.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Eiler Worsøe, Hans Falk Burcharth, Peter Pagh, Veit Koester: dige i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64524