• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kokillestøbning

Oprindelig forfatter VFB Seneste forfatter Redaktionen

kokillestøbning, blokstøbning, støbning i en permanent form (kokille). Kokillen kan fx være af kobber, stål eller gråt støbejern og vil kunne bruges mange gange. Kokillestøbt metal er mere finkornet end sandstøbt metal pga. den hurtige afkøling.

1. led i ordet kokillestøbning kommer af fransk coquille 'musling', af græsk konchyle, se konkylie.

Stålværkskokiller er i reglen af støbejern; de udføres med slip og sværtes indvendig, for at de nemt kan trækkes af de størknede blokke. Kokillernes form afhænger af, om det udstøbte stål skal videreforarbejdes ved smedning eller valses til plader, stænger og profiler. Kokillestøbning på stålværkerne er i dag i stort omfang afløst af strengstøbning.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Fabritius Buchwald: kokillestøbning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=107999