Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

dykning

Oprindelig forfatter JooMa Seneste forfatter Redaktionen

Dykning. Erhvervsdykkere arbejder bl.a. med konstruktion og reparation af anlæg under vand. Ved svejsning under vand har dykkeren behov for svejsebriller; de er her en integreret del af dykkermasken og kan vippes ned over maskens glas efter behov. For at undgå uheldig påvirkning af opdrift er der fæstnet en stor blyplade på dykkerens bryst.

Dykning. Erhvervsdykkere arbejder bl.a. med konstruktion og reparation af anlæg under vand. Ved svejsning under vand har dykkeren behov for svejsebriller; de er her en integreret del af dykkermasken og kan vippes ned over maskens glas efter behov. For at undgå uheldig påvirkning af opdrift er der fæstnet en stor blyplade på dykkerens bryst.

dykning, virksomhed eller sportsudøvning under vandet. Dykning anvendes bl.a. ved bjergning, undersøisk konstruktions- og inspektionsarbejde, eftersøgninger, arkæologiske undersøgelser samt i militære og rekreative sammenhænge.

Beretninger om dykning findes fra oldtiden. Ifølge Herodot brugte Xerxes dykkere i kamp og til bjergning af skatte fra sunkne skibe. Alexander den Store brugte dykkere til at fjerne undersøiske forsvarsværker under belejringen af Tyrus. I 1600-1700-t. dykkedes fra dykkerklokker, og med fremkomsten af effektive pumper ca. 1750 blev dykning anvendelig til længerevarende arbejde under vand. I begyndelsen af 1900-t. opstod sportsdykning ved Middelhavet, men først efter 2. Verdenskrig blev dykning som sportsaktivitet udbredt. Dette skyldtes primært Jacques Cousteaus udformning af lungeautomaten, som i dag er den vigtigste del af scubaudstyret.

Fridykning

Ved fridykning (breath-hold diving) har dykkeren kun luften i lungerne til rådighed; dykket er derfor kortvarigt. Det er muligt at fridykke til mere end 100 m dybde. I dag arbejder japanske og koreanske kvindelige fridykkere (Ama) stadig med muslinge- og tangfiskeri på 5-25 m dybde. Forskellige former for undervandssport (undervandsrugby, -hockey, -jagt m.m.) foregår ved fridykning. Anvendte hjælpemidler til fridykning er ansigtsmaske, snorkel og finner, kaldet ABC-udstyr.

Annonce

Scubadykning

Scubadykning (self contained underwater breathing apparatus) er dykning, hvor dykkeren medbringer sin luftforsyning i én eller flere højtryksflasker, som indeholder atmosfærisk luft komprimeret til et tryk på 200 bar. En lungeautomat sørger for, at dykkeren modtager luften ved omgivelsernes tryk. Der åndes gennem et mundstykke, der slipper udåndingsluften ud i vandet. Til særlige (militære) formål, hvor dykkeren ikke må røbes af luftboblerne, anvendes lukkede iltfyldte systemer, hvor kuldioxiden absorberes, efterhånden som den dannes. Dykkeren er oftest beskyttet mod omgivelsernes temperatur af en isolerende dragt. Scubaudstyret giver stor bevægelsesfrihed under vandet. Dykningens varighed begrænses dels af den medbragte luftmængde, dels af den dybde, der dykkes på (ved store dybder bruges der betydelig mere luft end ved overfladen). Yderligere udstyr er ABC-udstyr, tør- eller våddragt, vægtbælte, kniv, ur, dybdemåler, kompas, trykmanometer, opstigningsvest og evt. dykkercomputer.

Hjelmdykning

Hjelmdykkeren (den "tunge dykker") er beskyttet af en hjelm og en solid dragt. Luften modtages gennem en slange fra overfladen, og dykkeren er i telefonisk forbindelse med hjælpere på overfladen. Dragten kan evt. opvarmes med varmt vand, der pumpes ned fra overfladen. Supplerende udstyr er vægte og reserveluft i mindre højtryksflasker. Udstyret er velegnet til tungt konstruktionsarbejde og muliggør mange timers arbejde under vandet. Der findes også lettere udrustninger med luftforsyning fra overfladen.

Dykketeknikker

Under dykning udsættes dykkeren for omgivelsernes forhøjede tryk og optager derfor, afhængigt af dykkets dybde og varighed, åndingsluftens kvælstof i kroppen. Denne ekstra gas kan have uheldige virkninger under tryk (dybhavsrus) eller forårsage bobledannelse i blod og væv under for hurtig opstigning (dykkersyge). Opstigning (dekompression) efter dyk af en vis dybde og varighed skal derfor ske trinvist med pauser efter særlige dykketabeller. For at nedbringe lange dekompressionstider i vandet anvendes forskellige teknikker:

Overfladekompression. Efter at have fuldført en del af dekompressionen i vandet hales dykkeren op og sættes hurtigt under tryk i en tryktank. Her kan dekompressionen ske under sikrere og behageligere forhold end i vandet, og kvælstofudskillelsen kan fremmes ved ånding af ren ilt.

Blandingsgasdykning. Ved ånding af iltberiget luft (nitrox) kan kvælstofoptagelsen, og dermed dekompressionstiden, under dykket nedsættes. Ved professionel dykning på dybder over 50 m anvendes blandinger af helium og ilt (heliox) i stedet for luft for at undgå kvælstofnarkose. Helium har yderligere den fordel, at det udskilles hurtigere fra kroppen end kvælstof.

Mætningsdykning. Olieudvinding fra havbunden har krævet dykning til 300-400 m dybde, hvilket kræver mange dages dekompression med risiko for dykkersyge. For at optimere forholdet mellem arbejdstid og dekompressionstid udvikledes mætningsteknikken, hvor dykkerne opholder sig under arbejdstrykket i op til et par uger for derefter at undergå én langvarig dekompression. Dykkerne befinder sig i trykkamre om bord på særlige dykkerskibe. Herfra overføres dykkerne under tryk i en lukket dykkerklokke til arbejdsstedet, hvor klokken åbnes. Dykkerne arbejder nu en ad gangen uden for klokken, mens de modtager åndingsgas, opvarmning og kommunikation gennem en "umbilical" (navlesnor) til klokken. Efter endt arbejdsperiode hejses de op i klokken og overføres under tryk til kammeret, hvor der findes sove-, bade-, toilet- og spisefaciliteter. Dekompressionen foregår i kammeret under sikre og forholdsvis behagelige forhold. Teknikken er sikkerhedsmæssigt og økonomisk så fordelagtig, at den også anvendes på mindre dybder, hvor almindelig luftdykning er en mulighed.

Dykning uden udsættelse for overtryk kan foretages i panserdykkerdragter eller miniubåde forsynet med diverse manipulatorer.

Erhvervsdykning

Erhvervsdykkeres uddannelse, helbredsforhold, materiel og betryggelse i arbejdet reguleres i Danmark af Dykkerloven. Erhvervsdykkere er underkastet tilsyn fra Søfartsstyrelsen.

Sportsdykning

Sportsdykkere benytter sig almindeligvis af det lette scubaudstyr, der er velegnet til dykning på mindre dybder. I praksis benytter sportsdykkere kun dekompression under vand, dels fordi scubaudstyret sætter grænser for, hvor lang tid et dyk kan vare, dels fordi overfladedekompression m.m. er særdeles risikabel uden den korrekte uddannelse. Sportsdykkere uddannes bl.a. i dykkerklubber og udstyres efter endt uddannelse med et internationalt certifikat.

Dykkermedicin

Dykkermedicin er den lægevidenskabelige disciplin, der beskæftiger sig med de fysiologiske påvirkninger og sygelige tilstande, som er udløst af forhøjet tryk i omgivelserne. Mennesker kan leve og arbejde ved tryk mellem 0,15 og 70 bar. Mange af dykningens problemer skyldes i højere grad trykændringerne end det unormale tryk i sig selv og er derfor fælles for dykkere, piloter og astronauter.

Dykkersyge (trykfaldssyge, dekompressionssyge). Kvælstof og andre luftarter opløses i legemets væv proportionalt med partialtrykket, der varierer med omgivelsernes tryk. Sænkes dette under opstigningen, skal de opløste luftarter atter afgives. Dette tager tid, idet luftarterne skal transporteres med blodet tilbage til lungerne. Hvis trykket sænkes hurtigere, end den overskydende luftart kan afgives fra kroppen, kan den frigøres som bobler i blod og væv. Disse kan forårsage smerter, ofte omkring de store led (eng. bends), ligesom der kan optræde sanseforstyrrelser, nedsat eller ophævet muskelkraft, kvælningsfornemmelser, bevidsthedsforstyrrelser og kredsløbssvigt, som kan føre til døden. Behandlingen foregår i et trykkammer efter særlige tryktabeller og består i, at trykket atter øges (rekompression), hvilket umiddelbart mindsker boblernes rumfang og driver luftarten tilbage i opløsning. Den dykkersyge person indånder desuden ilt, for at kvælstofudskillelsen kan fremmes. For at undgå varige skader er det vigtigt, at behandlingen påbegyndes tidligst muligt. Transport og behandling iværksættes hurtigst ved telefonisk henvendelse til Søværnets Operative Kommando.

Under opstigning udvider luften i lungerne sig. Hvis luften ikke kan undvige pga. sygelige forhold, eller fordi dykkeren i panik holder vejret, kan der optræde lungesprængning. Dette kan medføre, at der trænger luft ud i brysthulen (pneumothorax) eller til andre organer, fx lungens blodkar, hvorfra den som bobler fordeles i organismen. Dette kan medføre pludselige symptomer som ved alvorlig dykkersyge og behandles på samme måde.

Squeeze-læsioner er undertrykslæsioner i naturlige hulrum, fx mellemører eller bihuler, der kan forekomme, hvis disses sædvanlige forbindelser til omgivelserne er lukkede pga. forkølelse, således at hulrummene ikke kan antage omgivelsernes tryk. Dette kan fx vise sig ved sprængning af trommehinden eller blodudtrædning i næsens bihuler med næseblod til følge.

Kvælstofnarkose (dybhavsrus) kan fremkomme pga. kvælstofs bedøvende, alkohollignende virkning, der ifølge dykkere svarer til ca. 1 genstand for hver 10 m, dybden tiltager. Iltforgiftning kan medføre epilepsilignende kramper, mens kuldioxidforgiftning også har en bedøvende virkning.

High pressure nervous syndrome (HPNS) er en øget irritabilitet af nerve- og muskelsystemet ved tryk over 15-20 bar og viser sig bl.a. ved muskeltrækninger, rysten, svimmelhed og kvalme. Tilstanden kan modvirkes af kvælstofs bedøvende effekt, hvorfor en blanding af helium, kvælstof og ilt (trimix) ofte anvendes ved dykning på store dybder.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Joop Madsen: dykning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=67424