Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

brandmateriel

Oprindelig forfatter GHau Seneste forfatter Redaktionen

brandmateriel, forskellige former for udstyr og værktøj, der anvendes af brandvæsenet ved arbejdet på et brandsted. Brandvæsenets vigtigste udstyr er brandslanger, der anvendes til at føre slukningsvandet frem til branden. Brandslangen blev opfundet i 1672 af hollænderen Jan van der Heyden (1637-1712). De første slanger fremstilledes af sejldug, men senere gik man over til vævede slanger. Disse var dog ikke helt tætte, og først, da man fandt frem til at give slangen en indvendig beklædning af gummi, fik man en tæt og samtidig smidig slange. I tidens løb har der været anvendt mange forskellige typer af garn til vævningen, fx hør, hamp og bomuld, men disse garntyper er nu erstattet af kunststofgarn, ligesom den indvendige belægning i dag består af kunststof. Slangerne findes i forskellige størrelser, der afhængig af den indvendige diameter benævnes A-, B-, C- og D-slange. Længden er 15 m, og begge ender er forsynet med en kobling. En særlig slangetype er den formfaste, vandfyldte lavtryks- eller højtryksslange, der findes monteret på en slangevinde på en automobilsprøjte (jf. brandkøretøjer), og som anvendes til slukning af mindre brande.

Ved større brande udlægges en B-slange fra automobilsprøjtens pumpe frem til en forgrener, der placeres tæt på branden, og hvorfra der kan udlægges en til tre C-slanger, hvorpå der anbringes strålerør. Såfremt den vandmængde, der medføres på automobilsprøjten og vandtankvognen ikke er tilstrækkelig, udlægges der en B-slange til en brandhane. En særlig form for strålerør er tågestrålerøret, hvor vandet findeles og forlader strålerøret som en sky af meget små dråber. Herved opnås en stor slukningsvirkning, men til gengæld er kastelængden meget ringe. Et almindeligt strålerør har en ydeevne på ca. 200 l/min, et tågestrålerør på ca. 130 l/min og et højtryksrør på ca. 80 l/min. Ved meget store brande anvendes dels et specielt strålerør, monteret på en B-slange og med en ydeevne på 400-600 l/min, dels en vandkanon, dvs. et strålerør, der er monteret drejeligt på et understel eller på toppen af en automobildrejestige. Vandkanonen har en ydeevne på indtil 4000 l/min.

De fleste brande slukkes med vand, men fx ved brand i brandfarlige væsker anvendes skum, som er en blanding af vand, skumvæske og luft. Fremstillingen sker ved at tilsætte 2-5 % skumvæske. Blandingen af vand og skumvæske føres frem til skumrøret, hvor luften indsuges, og det færdige skum dannes. Skummet karakteriseres ved det såkaldte skumtal, som er forholdet mellem den producerede skummængde og den anvendte vandmængde. Der anvendes normalt to typer skum, tungt skum med et skumtal på 6-10 og mellemskum med et skumtal på 50-75. Med tungt skum kan der opnås en stor kastelængde, mens mellemskum til gengæld har større slukningseffekt. Der findes endvidere en tredje type skum, let skum, med et skumtal på 500-1000, som fremstilles i specielle aggregater. Denne skumtype anvendes fortrinsvis i stationære slukningsanlæg.

Annonce

Til slukning af mindre brande anvendes pulver- og kulsyresneslukkere, håndsprøjter, brandtæpper eller branddaskere (se håndslukningsredskaber).

Ved redning af mennesker fra 1. og 2. sal anvendes en skydestige. Det er en todelt stige med udskydningslængde på hhv. 9 og 11 m. Såfremt det ikke er muligt at foretage redning af truede personer ved hjælp af stiger, anvendes en springpude eller et springtæppe. Springpuden er fremstillet af kunststof med en diameter på 3,5 m og en oppustet højde på 1,2 m. Indvendig er den opdelt i et stort antal luftfyldte celler, som bærer den springende person. Springtæppet er et ottekantet tæppe på 3,5 m × 3,5 m, fremstillet af sejldug eller kunststof. Til tæppets betjening kræves mindst 12 mand, da disse alene skal opfange den springende person.

Åndedrætsbeskyttelse anvendes til beskyttelse mod røg og giftige gasarter ved brand og uheld med farlige stoffer. Den simpleste form for beskyttelsesmateriel er filtermasken, der beskytter mod faste stofpartikler og en del åndedrætsgifte, men fx ikke mod kuldioxid og kulilte (CO2 og CO). Filtermasker anvendes kun på steder, hvor der er tilstrækkelig ilt til stede, og hvor der ikke er fare for kulilte eller andre giftige luftarter. Fuldstændig beskyttelse mod røg og giftige luftarter opnås ved anvendelse af trykluft- eller kredsløbsapparater, idet disse er fuldstændig uafhængige af den omgivende luft.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Gunnar Haurum: brandmateriel i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. maj 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50533