Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Joseph Louis Lagrange

Oprindelig forfatter JLut Seneste forfatter Redaktionen

Joseph Louis Lagrange. Hans formalisme til behandling af mekanikkens ligninger fik stor betydning for fysikkens udvikling. Litografi af Zéphirin Belliard.

Joseph Louis Lagrange. Hans formalisme til behandling af mekanikkens ligninger fik stor betydning for fysikkens udvikling. Litografi af Zéphirin Belliard.

Joseph Louis Lagrange, egl. Giuseppe Luigi Lagrangia, 25.1.1736-10.4.1813, italiensk-fransk matematiker. Han fik sit videnskabelige gennembrud i 1755 med en videreudvikling af Eulers variationsregning. Med udgangspunkt i mindstevirkningsprincippet kunne han efterfølgende anvende metoden på mekanikken. Samme år blev han udnævnt til professor ved artilleriskolen i sin fødeby, Torino, og skrev de følgende 20 år en lang række afhandlinger om celest mekanik. Han systematiserede sine metoder i hovedværket Mécanique analytique (1788), hvori han også indførte Lagranges multiplikatormetode.

Efter at han i 1766 var blevet udnævnt til Eulers efterfølger som direktør for den matematiske sektion ved Akademiet i Berlin, begyndte han også at arbejde med talteori og ligningsteori. Således viste han i 1770, at ethvert naturligt tal er en sum af højst fire kvadrattal, og han undersøgte polynomiumsligninger, først numerisk (approksimation af løsninger ved kædebrøker, 1769-70) og dernæst algebraisk (1770). De sidstnævnte undersøgelser blev udgangspunkt for Abels og Galois' vidtrækkende teorier. Desuden studerede Lagrange differentialligninger, bl.a. deres singulære løsninger, og opdagede de arbitrære konstanters variationsmetode.

Da Frederik den Store døde, tog Lagrange til Paris (1787), hvor han blev involveret i begivenhederne i kølvandet på revolutionen. Han underviste ved École normale og École polytechnique og skrev til det brug lærebogen Théorie des fonctions analytiques (1797), hvori han baserede differentialregningen på potensrækker. Desuden blev han medlem af kommissionen til fastlæggelse af metersystemet og blev i 1799 udnævnt til senator af Napoleon.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Lützen: Joseph Louis Lagrange i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. juli 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=113818