• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

vand (Forurening og sygdomme)

Oprindelige forfattere BLMa, CHun og NEng Seneste forfatter Redaktionen

Vandforurening er en ændring af vandkvaliteten, der gør vandet uegnet til nærmere definerede anvendelser. Grundvand kan fx blive sundhedsfarligt forurenet af giftstoffer, så det ikke kan bruges som drikkevand, og en sø kan blive uklar af alger pga. for mange næringsstoffer (se eutrofiering) og udvikle iltsvind, så fiskeriet og bademulighederne ødelægges. Spildevand kan forurene kystvandet med colibakterier og sygdomsvoldende mikroorganismer, så man ikke må bade (se badevandskvalitet).

Danske bestemmelser

Man må ikke udlede kemiske stoffer eller andre materialer til overfladevand eller placere stoffer og materialer, så der er risiko for, at grund- eller overfladevand bliver forurenet, medmindre myndighederne giver tilladelse til det. I praksis afgøres tilladelserne ud fra en nøje vurdering af, om der er risiko for en uacceptabel forurening. Grundvand kan til en vis grad være beskyttet af jordlag, men det kan alligevel blive forurenet. Nitrat kan sive gennem sandjord og gennem sprækker i lerjord (se grundvand (grundvandsforurening)). Vandløb, søer og andre overfladevande er derimod ubeskyttede, se hav (havforurening) og sø (forurening).

Naturlige og miljøfremmede stoffer

De naturlige stoffer indgår i forvejen i naturens økologiske processer. Det er fx organisk stof, nitrat og fosfor. Men de kan skade de naturlige forhold ved fx at bruge ilten, når de udledes i for store mængder. Derfor skal de renses fra spildevandet i større eller mindre grad. De miljøfremmede stoffer, giftstoffer, indgår ikke i de naturlige processer. Det er fx kviksølv. De må principielt ikke udledes med spildevandet. Enten er grænseværdierne sat meget lavt, eller man undgår helt at bruge stofferne i produktion og husholdning. Så vidt muligt erstattes de af mindre skadelige stoffer, se renere teknologi.

Annonce

Alligevel forgiftes vandløb, især af landbrugets kemiske bekæmpelsesmidler. Særlig skadelige er midler til bekæmpelse af insekter. Det typiske billede af en sådan forurening er, at insekter og krebsdyr er væk, mens fx orme og snegle ofte er i live.

Til de miljøfremmede stoffer hører også fx giftige tinforbindelser fra bundmaling til skibe (TBT, se tin (biologi og forurening)) og andre organiske stoffer, bl.a. østrogenlignende stoffer (PCB, se polyklorerede bifenyler), der kan forstyrre hormonbalancen hos fisk i vandløb, så de skifter køn. Det samme kan naturlige østrogener fra mennesker og fra husdyr. De kommer fx ud med gylle fra svin.

Der kommer også giftstoffer fra naturlige kilder. Der kan fx lække giftigt, opløst jern ud fra pyrit (se okker), men mennesket spiller også her en stor rolle, idet langt det meste giftige jern udvaskes fra brunkulslejer, og fra drænede pyritholdige marker. I spildevand er der nu sjældent giftstoffer som tungmetaller, cyanid o.a., som tidligere forurenede vandet. Den store nedgang i tungmetalindholdet i spildevandsslam fra slutningen af 1900-t. viser den positive udvikling (se spildevandsrensning).

Af de naturlige stoffer i spildevand udgør organisk stof, fosfor og kvælstof de største mængder. Disse stoffer cirkulerer i naturen som en livsnødvendig del af de økologiske kredsløb (se fosfor (kredsløb) og kvælstofkredsløb). Men i for store koncentrationer kan de forurene vandområderne. Det organiske stof bruger ilten i vandløb, og søer og fjorde eutrofieres af fosfor og kvælstof. Kvælstof har ingen, og fosfor formodentlig kun begrænset skadelig virkning i vandløb, men vandløbene fører stofferne videre til søer, fjorde og havet, hvor de kan øge algevæksten. I søerne er det først og fremmest en forøget tilførsel af fosfor, der eutrofierer, men i nogle søer bidrager også kvælstof. I fjordene kan både kvælstof og fosfor eutrofiere, mens det udelukkende er kvælstof, der eutrofierer havet (se begrænsende faktor og kvælstof-fosfor-forhold).

Hvad vandløbet, søen eller havet kan tåle, bedømmes ud fra vore ønsker om anvendelse og fastsættes i miljøkravene til målsætningerne i recipientkvalitetsplanen (se recipientkvalitetsplanlægning). I Danmark har man dog i forbindelse med Vandmiljøplan I indført faste, lave udlederkrav for spildevandets indhold af organisk stof, kvælstof og fosfor (se vandmiljøplaner). To tredjedele af spildevandet udledes til vandløb og søer, resten til havet. Langt hovedparten renses meget effektivt.

Før i tiden blev de fleste vandløb forurenet kraftigt af afløb fra møddinger og ensilagestakke, men det er stort set ophørt. Derimod kommer der fra dyrkede arealer mærkbare mængder af fosfor og kvælstof (se landbrug (forurening)), om end kvælstofudledningen er aftagende.

Når det organiske stof kommer ud i vandet, bliver det nedbrudt af bakterier og andre mikroorganismer, som forbruger ilt fra vandet. Der udvikles lammehaler, og dyrelivet indskrænkes til nogle få, hårdføre arter. Før i tiden, da der i dambrug blev fodret med hakkede fisk, var vandløbene synligt forurenede, og der var ofte iltsvind. Den synlige forurening er nu væk, men i flere store jyske åer, fx Kongeåen, har der været konstateret betydelige iltsvind neden for dambrugene, formentlig pga. opløst organisk stof, der skyller ud fra dambrugene. Se også forurening.

Kvaliteten af overfladevand

Overfladevandet i Danmark skal opfylde kravene i EU-vandrammedirektivet. Det var indtil 2007 amtsrådenes ansvar, i de egentlige havområder dog Miljøstyrelsens, at kontrollere, om vandmiljøkravene var opfyldt. I dag ligger opgaven hos Miljø- og Fødevareministeriet. Se også miljøovervågning.

I Danmark har vi siden 1970'erne tilstræbt at følge reglerne i EU-fiskevandsdirektivet. Heri står fx, hvilke grænseværdier iltindholdet skal holdes over. Grænseværdien er gradueret efter, hvilken beskyttelsesgrad man ønsker, gående fra "nær maksimal beskyttelse" til "ringe beskyttelse", og er politisk besluttet i målsætningerne (se miljøplanlægning og vandløb (vandløbskvalitet)).

I gyllen er der et stort indhold af den forholdsvis ugiftige ammoniumion, men den giftige ammoniak spaltes fra: Jo højere temperatur og pH, des mere af ammoniumionen findes som ammoniak. Derfor er en gylleforurening farligst i den varme årstid.

Kvaliteten af grundvand og drikkevand

Den danske drikkevandspolitik er baseret på at forebygge forurening og gøre en indsats ved kilden. Vores grundvandsresurser, som skal benyttes til drikkevand, skal derfor sikres mod forurening, og den forebyggende indsats over for grundvandsforureningen skal prioriteres højere end en efterfølgende rensning af forurenet grundvand, så det kan bruges til drikkevand. Der er vidtgående krav til kvaliteten af drikkevand: Det skal være køligt, klart, lugtfrit og må på ingen måde være sundhedsskadeligt, fx som følge af forhøjet indhold af giftstoffer eller sygdomsfremkaldende bakterier.

De danske krav til drikkevandets kvalitet er bl.a. baseret på Verdenssundhedsorganisationen WHO's vejledninger samt på regler fastsat i EU og omfatter såvel fysiske som kemiske og mikrobiologiske forhold. For visse kemiske stoffer er der fastsat øvre grænseværdier, der af sundhedsmæssige årsager ikke må overskrides.

Det er vandværkernes ansvar, at drikkevandet, der sendes ud til forbrugerne, har en tilfredsstillende kvalitet. Kommunerne fører tilsyn med, at vandværker, brønde og boringer lever op til myndighedernes krav, og kan om nødvendigt stille yderligere krav.

Vandbårne infektioner

Vandbårne infektioner kan opstå ved vandindtagelse, indånding af små vanddråber eller hudkontakt med vand forurenet af mikroorganismer. Den britiske læge John Snow påviste i 1854, at 6000 koleratilfælde med 600 dødsfald i London i løbet af ti dage skyldtes smitte via kloakforurenet drikkevand (se epidemiologi). Siden er flere og flere sygdomme blevet erkendt som vandbårne, navnlig tarminfektioner, især infektion med Campylobacter, dysenteri- og salmonellabakterier, idet disse kan overleve i vand og medføre infektion i mindre doser. Under 2. Verdenskrig sås fx tyfusepidemier efter bombning af tyske byer med ødelæggelse af vandledninger. Legionærsygdom fremkommer ofte ved smitte med vanddråber i styrtebade eller fra befugtningsanlæg. Også leptospirose forekommer vandbårent hos dambrugere og kloakarbejdere.

Vandbårne virusinfektioner forekommer fortsat i ulande, hvor leverbetændelse ofte skyldes forurening af brønde fra nærtliggende latriner. Desuden er tropesygdommene giardiasis og bilharziose vandbårne, ligesom indvoldsorm kan være det. Mere indirekte er udbredelsen af malaria afhængig af ferske vande, hvor myggene, der overfører parasitten, kan yngle.

Badevand i i-landes svømmebassiner tilsættes klorforbindelser mhp. undgåelse af smitte, ligesom militærenheder bruger klorering af drikkevand under operationer i ulande.

Læs mere om vand.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Lauge Madsen, Carsten Hunding, Nils Engelbrecht: vand (Forurening og sygdomme) i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=178258



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. vand (Forurening og sygdomme)
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik
  • Ekspert

    KBlP