Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

The Svedberg

Oprindelig forfatter Bos Seneste forfatter Redaktionen

The Svedberg, Theodor Svedberg, 30.8.1884-25.2.1971, svensk kemiker, professor i fysisk kemi ved Uppsala Universitet 1912-49, direktør for Gustaf Werners institut for kernekemi ved Uppsala Universitet 1949-67.

I 1926 modtog han nobelprisen i kemi for sine studier af brownske bevægelser og kolloide opløsninger. Derefter arbejdede han med ultracentrifugen, med hvilken udfældning af stof fra en opløsning kunne gøres langt hurtigere end tidligere. Dette blev centralt i et nyt forskningsområde, fysisk biokemi. I årene omkring 1920 undersøgte han flydende krystaller. Han var tidligt blevet interesseret i radiokemi, og i 1909 undersøgte han udfældning af radioaktive datterprodukter og gav fire år før F. Soddys indførelse af ordet isotoper gode argumenter for disses eksistens.

Se også cellefraktionering.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bostrup: The Svedberg i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=167536