Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Robert Boyle

Oprindelig forfatter Bos Seneste forfatter Redaktionen

Robert Boyle, 25.1.1627-30.12.1691, britisk kemiker og fysiker; født i Irland. Efter en dannelsesrejse til Frankrig og Italien (1638-44) og et længere ophold i Irland bosatte han sig 1654 i Oxford. Sammen med R. Hooke forbedrede han O. Guerickes luftpumpe, og 1660-62 offentliggjorde han en række resultater, baseret på forsøg med pumpen. Et af disse resultater er den såkaldte Boyle-Mariottes lov.

I værket The Sceptical Chymist fra 1661 bestred han troen på de fire elementer og foregreb Lavoisier ved at indføre en ny grundstofopfattelse. Han definerede grundstoffer som primitive og enkle legemer, der kunne reagere med hinanden og danne kemiske forbindelser. Boyle var således tilhænger af, at alt stof er opbygget af atomer, og han mente, at atomernes egenskaber var bestemt af deres ydre form. Han turde dog ikke fastlå noget stof som værende et grundstof.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bostrup: Robert Boyle i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=50289