Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

krudt

Oprindelig forfatter LHB Seneste forfatter Redaktionen

krudt, sprængstof, der selv indeholder ilt til udvikling af eksplosionen og dermed fungerer uden tilførsel af atmosfærisk luft.

Ordet krudt kommer af middelnedertysk krut 'urt, krydderi', idet sortkrudt kan minde om stampede krydderier.

Sortkrudt blev opfundet ca. år 1000, formentlig i Indien, hvor krudtets vigtigste bestanddel, salpeter, findes i jorden som et resultat af bakterieprocesser, især i Bengalen. Salpeter (KNO3) er krudtets iltningsdel, de to andre bestanddele, svovl og trækul, er brændsler. Forholdet mellem bestanddelene har stort set altid været 75% salpeter, 10% svovl og 15% trækul. En simpel blanding af de tre bestanddele giver ikke en tilstrækkelig voldsom eksplosion. Den opnås kun ved en intim gennembearbejdning i en krudtmølle (først en stampemølle, senere en kollergang). Til skydevåben granuleres krudtet derefter. Små korn giver en hurtig, voldsom eksplosion (til håndvåben med kort løb), større korn giver en langsommere eksplosion (til kanoner med længere løb).

Araberne bragte opfindelsen til Europa (Sydspanien) midt i 1200-t. Her stiftede en engelsk munk, Roger Bacon, bekendtskab med det og omtaler det i et manuskript fra omkring 1267. En tysk munk, Berthold Schwarz, er med urette tilskrevet krudtets opfindelse; har han opfundet noget, er det kanonprincippet; i Østen forstod man kun at anvende krudtet som melkrudt til raketter og fyrværkeri. Som det var konfrontationen med araberne, der bragte krudtet til Europa, var det konfrontationen med hansestæderne, der bragte det til Skandinavien. Det første skriftlige vidnesbyrd er i den nørrejyske adelsmand Erland Kalvs brev fra 1372. I begyndelsen er krudtet blevet fremstillet i håndstamper rundt om på rigets borge. Den ældste rigtige krudtmølle, vi kender til i Danmark, lå ved Rønnebæksholm lidt uden for Næstved og var oprettet af Christian 2. i 1513. I 1500-1700-t. var flere af møllerne ved Mølleåen krudtmøller, således Ørholm (ca. 1559-1725), Brede (1628-69), Raadvad (1664-1757) samt Stampen (1643-52). Danmarks to vigtigste krudtmøller til fremstilling af sortkrudt var Donse SØ for Hillerød (1704-1910), der var flådens krudtværk, samt Hærens Krudtværk i Frederiksværk.

Annonce

Det gamle sortkrudt anvendes i dag stort set kun til fyrværkeri samt diverse pyrotekniske effekter. Siden ca. 1885 har man til ammunition anvendt det såkaldte røgsvage krudt, skydebomuldskrudt eller nitrocellulosekrudt (se celluloseestere). Det fremstilles ved, at bomuld eller cellulose nitreres med salpetersyre. Det gelatineres normalt med æter og granuleres i lighed med sortkrudt til forskellige former for ammunition. I Danmark er det kun blevet fremstillet i Frederiksværk (til 1964). Til nødraketter, missiler samt forskellige pyrotekniske artikler har man siden ca. 1965 anvendt kompositkrudt. Det fremstilles ved at blande en flydende, upolymeriseret plast med et iltningsmiddel, fx kaliumperklorat eller ammoniumperklorat. Krudtet udstøbes og hærder ved en hævet temperatur. Se også sprængstoffer.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Lars Hoffmann Barfod: krudt i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=111529