• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

polymer

Oprindelig forfatter SoeHvi Seneste forfatter Redaktionen

Polymer. Eksempler på nogle vigtige polymerer.

Polymer. Eksempler på nogle vigtige polymerer.

polymer, stof bestående af molekyler, som er opbygget af et stort antal gentagelser af en eller flere typer atomer eller atomgrupper (konstitutionsenheder eller monomerer) bundet til hinanden. Molekylerne skal være tilstrækkelig store til, at deres egenskaber ikke ændres væsentligt ved tilføjelse eller fjernelse af nogle få konstitutionsenheder; normalt indeholder molekylerne mindst 100 monomerer, men helt op til 30.000 monomerer er ikke usædvanligt. Hvis polymeren består af mere end én slags monomer, taler man om en copolymer. Ofte er molekylerne meget lange og kædeformede, men mere komplicerede former er også mulige. Polymerer dannes ved polymerisation.

Ordet polymer kommer af poly- og græsk meros 'del'.

Det var H. Staudinger, der i 1920'erne opdagede, at polymerer består af meget lange molekylkæder. Han fik nobelprisen i kemi i 1953 for sin opdagelse, der lagde grunden for den systematiske udvikling af syntetiske polymerer.

Naturlige polymerer

Naturlige polymerer kan både være uorganiske og organiske forbindelser. Til de uorganiske regnes diamant og grafit, der er krystallinske, men hvis kulstofatomer er bundet sammen af covalente bindinger. Silikatglas er et andet eksempel på en uorganisk polymer. De organiske polymerer (biopolymerer) dannes ved biosyntese. Vigtige eksempler er polysaccharider (se kulhydrater), lignin, naturgummi, proteiner og nukleinsyrer (DNA og RNA).

Annonce

Syntetiske polymerer

har stor teknologisk betydning og fremstilles i stadig stigende mængder. Udgangsmaterialerne fremstilles i den petrokemiske industri med råolie som basis. Syntetiske polymerer anvendes bl.a. til plast, tekstilfibre (se kemofibre), gummi, klæbestoffer og maling.

Polymerers fysiske egenskaber, der er af afgørende betydning for deres anvendelse, afhænger især af molekylvægten og den molekylære opbygning, der kan være lineær (kædeformet), stærkt forgrenet eller ligefrem tværbundet, så kæderne danner et netværk. De lange, lineære polymerkæder er ofte mobile, men holdes indbyrdes sammen af sekundære molekylære vekselvirkninger. Lineære polymerer er ofte termoplastiske, dvs. formbare ved opvarmning, mens tværbundne polymerer har mere temperaturuafhængige egenskaber.

Ud fra deres molekylære orden kan polymerer klassificeres som amorfe (dvs. uordnede, hvilket gør dem glasagtige og stive) eller semikrystallinske (dvs. delvist ordnede; se polymermorfologi). En amorf polymer kan ofte ved opvarmning gøres gummiagtig og viskos og derved formbar.

Polymerers mekaniske egenskaber er vigtige for anvendelsen. De er karakteriseret ved viskoelasticitet: deformationen (fx forlængelsen af en fiber) øger med tiden ved konstant belastning, men ved kortvarige belastninger kan polymeren genvinde den oprindelige form, når belastningen fjernes. Periodiske mekaniske belastninger kan gennem dæmpning forvandles til varme.

En lang række andre egenskaber, fx termiske, elektriske, optiske og kemisk og fysisk stabilitet, er ligeledes af afgørende betydning for polymerers anvendelse.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Hvilsted: polymer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=143745