• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

porcelæn

Oprindelig forfatter NHC Seneste forfatter Redaktionen

Porcelæn. Før man i begyndelsen af 1700-t. fandt ud af at fremstille porcelæn i Europa, var kinesisk porcelæn, især det blå-hvide, beundret og eftertragtet. Tv. en vinkrukke med figurdekoration i blåt, udført i Kina under Mingkejseren Jiajing 1521-66. På de nye europæiske porcelænsfabrikker udvikledes en tradition for fremstilling af naturalistisk udformede figurer; th. ses to commedia dell'arte-figurer, Scaramuz (Scaramouche) i sin sorte dragt og Mezzetin i det karakteristiske Harlekinkostume; de er udført ca. 1760 i Nymphenburg efter model af F.A. Bustelli. Både vinkrukke og figurer findes på Kunstindustrimuseet.

Porcelæn. Før man i begyndelsen af 1700-t. fandt ud af at fremstille porcelæn i Europa, var kinesisk porcelæn, især det blå-hvide, beundret og eftertragtet. Tv. en vinkrukke med figurdekoration i blåt, udført i Kina under Mingkejseren Jiajing 1521-66. På de nye europæiske porcelænsfabrikker udvikledes en tradition for fremstilling af naturalistisk udformede figurer; th. ses to commedia dell'arte-figurer, Scaramuz (Scaramouche) i sin sorte dragt og Mezzetin i det karakteristiske Harlekinkostume; de er udført ca. 1760 i Nymphenburg efter model af F.A. Bustelli. Både vinkrukke og figurer findes på Kunstindustrimuseet.

porcelæn, keramisk produkt, der, fraset eventuel dekoration og glasur, er hvidt, tætsintret og i tyndere gods gennemskinneligt. Blandt de traditionelle keramiske produkter kræver porcelæn den højeste brændingstemperatur, nemlig ca. 1450 °C, og tillige fordres en styring af ovnatmosfæren. Opfyldelsen af disse krav forudsætter et vist teknisk stade, og det er årsagen til, at porcelænsproduktionen i Europa først for alvor kom i gang i 1700-t.

Ordet porcelæn kommer via fransk fra italiensk porcellana, opr. navn på porcelænssneglen, pga. porcelæns lighed med snegleskallens overflade.

Det meste porcelæn i vore dage er hårdt porcelæn, hvis egenskaber og tilvirkning er hovedemnet for denne artikel.

Råmaterialerne og deres opberedning

Råblandingen består typisk af 50% kaolin, 25% feldspat og 25% kvarts, alle af betydelig renhed; navnlig skal indholdet af jern være lille for at sikre porcelænets hvidhed. Feldspat og kvarts formales til stor finhed på kuglemøller, hvis foringer og malelegemer ikke er af jern, men af keramik eller flint. Efter afpresning af vand fra den formalede slam vha. filterpresse, eventuelt fulgt af æltning i fugtig tilstand, kan massen overføres til en vakuum-strengpresse, hvor den yderligere æltes, og hvor luftblærer, der ellers vil forringe eller ødelægge produktet under de videre processer, uddrives. Filterkagerne kan også med vand og dispergeringsmidler, fx soda, røres op til en letflydende, vandfattig vælling, en slikker, velegnet til støbning.

Annonce

Formgivning

Tallerkener og skåle formes af afskårne stykker af den strengpressede masse ved hjælp af skabelondrejebænk (drejebord), der kan fungere mere eller mindre automatisk. Dybere skåle, kopper, vaser, hanke, komplicerede forme og skulpturer formes ved slikkerstøbning i gipsforme; produktionen af disse forme er et særligt håndværkerfag. Efter henstand i 10-20 min har den porøse form suget vand fra den del af slikkeren, der har ligget op ad væggene. Resten af den flydende slikker hældes ud, og formen, der kan adskilles langs sidesømme, skilles fra varen. Påsætning af hanke m.m. med opslemmet masse som lim kaldes garnering og foretages, når genstandene er læderhårde, dvs. med 16-18% vand.

Tørring og forglødning

De fugtige genstande tørres langsomt og overføres derefter til vogne med ildfaste hylder, der kører gennem en tunnelovn med toptemperatur på ca. 900 °C; opholdet i traditionelle forglødningsovne er 30-40 timer, i moderne hurtigbrændingsovne 5-10 timer.

Underglasurdekoration og glasering

De forglødede genstande er porøse og fastholder let opslæmninger af dekorationsfarver og råglasurer. Underglasurdekorationer påføres enten mekanisk, fx modifikation af serigrafi eller "tampontryk", eller ved håndmaling. Kun få mineralske farver kan overleve 1450 °C, så underglasurfarvespektret til porcelæn er blot koboltblå, kromgrøn, guldrød og uranbrunsort. Efter dekoreringen dyppes varen i en glasurslikker, eller denne påsprøjtes. Der anvendes en pulveriseret råglasur, fx bestående af 5% kaolin, 55% kvarts, 31% feldspat, 3% kridt og 7% skærvbrud; se glasur.

Blankbrænding

Varerne skal nu færdigbrændes, blankbrændes, ved 1450 °C, hvorved skærven, selve porcelænsmaterialet, tætsintres. Dette medfører et kraftigt svind af genstanden, op til 10% lineært (under tørringen svandt genstanden 4%). Glasuren skal smelte og lukke sig om skærven, men stables flere genstande sammen, vil glasuren klæbe dem sammen. Blankbrændingen kræver derfor, at hver genstand står frit i en aflukket kapsel af ildfast materiale med god temperaturfordeling. Kapslerne udføres af carborundumsten, der er gode varmeledere og højildfaste. Ligesom ved forglødningen placeres de på vogne med ildfaste hylder.

Blankovnen er en gasfyret tunnelovn, en vandret skakt indvendig foret med ildfaste sten, fx 100 m lang, med 2 m høj og 2 m bred indvendig åbning og lukket for enderne med sluser. I ovnens bund er anbragt skinner til et vogntog, der skubbes maskinelt gennem tunnelen. I en traditionel blankovn kører vogntoget gennem ovnen i løbet af to døgn, hvorunder det opvarmes til 1450 °C ved midten af ovnen og derpå afkøles. I moderne hurtigbrændingsovne passerer godset gennem ovnen i løbet af 5-8 timer.

Af afgørende betydning for produktets kvalitet er ovnatmosfærens sammensætning, der skal styres og varieres gennem processen. Massen indeholder organiske stoffer, som skal bortbrændes, hvorfor iltoverskud ønskes op til 1000 °C. I området 1000-1300 °C brændes let reducerende (dvs. med iltunderskud) af hensyn til materialets indhold af jernforbindelser; derved undgår man gul misfarvning og blærer i skærven, "bylder", dannet ved iltafgivelse ved højere temperatur, når ferriforbindelserne spontant omdannes til ferroforbindelser. Ved 1400-1450 °C og under kølingen til 1200 °C smelter glasurpulveret sammen til en tæt, luftporeholdig glashinde. Herunder ønskes en neutral atmosfære, og derefter køles oxiderende (dvs. med iltoverskud).

Massens bestanddele undergår kemiske og fysiske ændringer under opvarmningen. Ved 550 °C afgiver kaolinet vanddamp, ved 980 °C er det omdannet til mullit (Al6Si2O13) og siliciumoxid (SiO2). Ved denne temperatur begynder feldspatten at smelte, og smeltemængden vokser med stigende temperatur; samtidig begynder smelten at opløse kvartskornene. De kemiske reaktioner er slet ikke tilendebragt, når afkølingen begynder, og det er heller ikke nødvendigt. Det vigtigste er, at en silikatrig, glasdannende smelte har fortrængt luftporerne, og at strukturen til stadighed er afstivet af nåle af mullit og restkorn af kvarts. Under afkølingen bliver smelten til glas.

Overglasurdekoration

I nogle tilfælde dekoreres de glaserede og glatbrændte porcelænsvarer og brændes en tredje gang. Den traditionelle metode hertil kaldes overglasur. I en moderne variant heraf, indglasur, påføres dekorationen ved direkte tryk eller med overføringsbillede; der hurtigbrændes (90 min) ved 1250 °C til delvis nedsynkning af pigmentkornene i den blødgjorte glasur. Her kan opnås en rig farveskala og en god modstandsevne over for maskinopvask.

Anvendelse, egenskaber og modifikationer

Porcelæn er som de fleste andre keramiske varer hårdt, rimelig trykstærkt, men skørt. Selv finere servicestel kan dog med forsigtighed opnå lang levetid, og tykkere gods, som bruges til hotelservice, jernporcelæn, og sanitetsvarer (wc'er, bideter og badekar), fornys oftere pga. modeskift end pga. nedbrydning. Porcelæn baseret på aluminiumoxid i stedet for kvarts har særdeles god trækstyrke og fremragende isoleringsevne, se elektrokeramik; steatitporcelæn med bl.a. talk, 3 MgO∙4 SiO2∙H2O, som rå komponent har også spillet en rolle som elektroteknisk porcelæn. Ildfast porcelæn med lav varmeudvidelse er beslægtet hermed. Såkaldt tandporcelæn (dentalkeramik) fremstilles af en råblanding, der typisk består af 5% kaolin, 75% feldspat og 20% kvarts; pga. det lave kaolinindhold bør materialet ikke benævnes porcelæn.

Blødt porcelæn eller fritteporcelæn adskiller sig fra hårdt porcelæn, ved at råblandingens kaolin delvis erstattes af plastisk hvidt ler, og ved et større indhold af feldspat. Blankbrændingen kræver ikke så høj temperatur, og farvemulighederne ved underglasurdekorationerne bliver større. I benporcelæn udgør benaske råblandingens hovedkomponent, og den resulterende store smeltemængde under brændingen sikrer produktet en høj transparens, men bevirker samtidig så ringe stabilitet, at genstanden må understøttes af en individuel form under brændingen. Den meget lavere brændingstemperatur for blødt porcelæn og benporcelæn tillader en iltende brænding, hvorved produkterne dog ikke opnår det hårde porcelæns køligt hvide farve.

Læs også om porcelænets historie og kunstindustri.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels H. Christensen: porcelæn i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. august 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=144095