• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

fajance

Oprindelige forfattere KJak og NHC Seneste forfatter Redaktionen

Delfterfajance. Flisebillede, udført i Delft 1720-25. Kunstindustrimuseet. Det er sammensat af 104 fliser, som hver måler 12,8 cm × 12,8 cm.

Delfterfajance. Flisebillede, udført i Delft 1720-25. Kunstindustrimuseet. Det er sammensat af 104 fliser, som hver måler 12,8 cm × 12,8 cm.

fajance, navnet på to meget forskellige typer keramik.

Klassisk fajance, både fliser og skålvarer, produceredes bl.a. i Perserriget og førtes senere vestpå til bl.a. Europa. Det var en lertøjsvare med hvid tinglasur.

Stengods-fajance blev opfundet i 1759 af Josiah Wedgwood i England og udbredtes hurtigt i Europa. Den er baseret på en hvidtbrændende masse, omtrent som porcelæn, og har klar glasur. Også tilvirkningen er som for porcelæn. Fajancen sintres dog kun delvist, og skærven er derfor porøs. Der brændes først ved 1100-1200 °C, derpå påføres underglasurdekoration og endelig glasur. Anden brænding foregår ved 1000-1100 °C.

Annonce

Fajance er navngivet efter den italienske by Faenza.

Tidligere betød den lavere brændingstemperatur for fajancen, at der kunne opnås rigere farvevariationer, og at den kunne produceres billigere end porcelænet. Nye ovntyper og hurtigbrændingsteknik har udjævnet disse forskelle, og et flertal vil i dag foretrække det tætsintrede, gennemskinnelige porcelæn til mange formål. Fliser til køkkener og badeværelser fremstilles dog i reglen stadig af glaseret fajance.

Med udgangspunkt i nærorientalsk keramik og i den særlige type hvid majolika fra Faenza (bianchi di Faenza) blev fajance i første række fremstillet som erstatning for eller efterligning af det egentlige porcelæn, som man først kunne fremstille i Europa i 1708.

Fajance kunne være en mere eller mindre nøjagtig imitation af kinesisk porcelæn eller tage udgangspunkt i visse orientalske former og dekorationer, men kunne også lægge sig tæt op ad den særegne europæiske formverden, ikke mindst som den udfoldede sig i arbejder af metaller som sølv og bronze.

Fra anden halvdel af 1600-t. blev fajancen udviklet til en betydelig og særpræget produktion i sig selv, der i 1700-t. blev påvirket af det europæiske porcelæn.

Fajance blev fremstillet talrige steder i Europa på virksomheder, der blev drevet af fyrster, adelige og borgerlige. Karakteristisk for fajancens historie er, at mange kunstnere og entreprenører rejste fra fabrik til fabrik, alt efter hvor muligheder og udfordringer lå. Det gælder navnlig for slutningen af 1600-t. og hele 1700-t., og det kan gøre bestemmelse af ikke-mærkede fajancegenstande vanskelig.

De mest navnkundige centre for fajanceproduktion, hvor stil og teknisk kvalitet nåede det højeste niveau, var Delft i Holland, Rouen, Marseille og Moustiers i Frankrig og Frankfurt am Main, Fulda, Berlin og Strasbourg i Tyskland.

I landene omkring Østersøen opstod også talrige større og mindre fabrikker, i Danmark Store Kongensgade Fajancefabrik (1722), Kastrup Fajancefabrik (1754) og virksomhederne i Eckernförde, Kellinghusen, Kiel, Rendsborg, Slesvig og Stockelsdorf.

Fra midten af 1700-t. overtog stengods-fajancen, også kaldet cream ware, den egentlige fajances rolle som alternativ til porcelæn.

Et nyt højdepunkt nåede fajancen i årene omkring 1900, hvor en række af art nouveau-stilens betydelige kunstnere, bl.a. Émile Gallé, skabte helt originale arbejder. Efterfølgende fremstillede firmaer som Villeroy & Boch i Tyskland og Aluminia i Danmark fremragende brugsvarer.

Også i vore dage laves ypperlige brugsting i fajance, således Wedgwood i England og på Royal Copenhagen i Danmark fx Grethe MeyersBlåkant fra 1965 og Ursula Munch-PetersensUrsula fra 1991.

Se også Delfterfajance.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Kristian Jakobsen, Niels H. Christensen: fajance i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=73988