Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

alkymi

Oprindelige forfattere Bos og JFab Seneste forfatter Redaktionen

Alkymi. Bagsiden af en svensk dukat fra 1718. Den latinske indskrift angiver, at den er præget af alkymistisk guld, som O.A. Paijkul fremstillede i Stockholm i 1706. Paijkul, der var general i saksisk tjeneste, prøvede under sit svenske fangenskab at lave guld for at kunne købe sig fri. I 1707 lod Karl 12. ham halshugge.

Alkymi. Bagsiden af en svensk dukat fra 1718. Den latinske indskrift angiver, at den er præget af alkymistisk guld, som O.A. Paijkul fremstillede i Stockholm i 1706. Paijkul, der var general i saksisk tjeneste, prøvede under sit svenske fangenskab at lave guld for at kunne købe sig fri. I 1707 lod Karl 12. ham halshugge.

alkymi, i århundrederne ca. 800-1700 i almindelighed det samme som kemi. I dette lange tidsrum byggede kemien på Aristoteles' elementlære, som postulerede, at alle stoffer var kombinationer af de fire elementer jord, vand, luft og ild. Omdannelse af uædle metaller og andre stoffer til guld var således en mulighed. Den moderne kemi er udviklet fra de alkymistiske værksteder, hvor man eksperimenterede med gærings- og destillationsprocesser af alle slags. Således var alkymisterne de første, for hvem det lykkedes at fremstille ren alkohol ved destillation af gærede blandinger.

I en brønd i voldstedet Bjørnkjær syd for Århus er i 1930'erne fundet rester af kar og tragte af ler, som sandsynligvis har været anvendt omkring 1430 af biskop Ulrik af Århus til alkymistiske eksperimenter.

Tycho Brahe arbejdede på Uranienborg på Ven med alkymi, som han kaldte "jordisk astronomi". Brahe fremstillede især medicinske præparater, men forsøgte sig ikke med forsøg på fremstilling af guld.

Annonce

Ordet alkymi kommer af græsk chymeia, 'kemi' med foransat arabisk artikel al.

Under en tørlægning af voldgraven på Rosenholm i 1960'erne fandt man rester af glasapparatur, der tyder på, at "den lærde" Holger Rosenkrantz kan have beskæftiget sig med alkymi.

Alkymi. Andreas Libavius' fremstilling fra 1606 af stadier i den alkymistiske proces viser foreningen af Solen og Månen i kuglens bund, efterfulgt af sværtningen af deres legemer i processens sorte fase, som Ravnen hersker over. Hvidtningen af deres forenede legemer vises i kuglens øverste halvdel, hvor Haleæderen symboliserer den anden forening. De øverste kugler viser Solens og Månens himmelfart på Svanens vinger mod de to foreninger i himlen, hvor Fugl Føniks' død og genfødsel gengiver processens kulmination og Kongens og Dronningens fjerde og sidste bryllup.

Alkymi. Andreas Libavius' fremstilling fra 1606 af stadier i den alkymistiske proces viser foreningen af Solen og Månen i kuglens bund, efterfulgt af sværtningen af deres legemer i processens sorte fase, som Ravnen hersker over. Hvidtningen af deres forenede legemer vises i kuglens øverste halvdel, hvor Haleæderen symboliserer den anden forening. De øverste kugler viser Solens og Månens himmelfart på Svanens vinger mod de to foreninger i himlen, hvor Fugl Føniks' død og genfødsel gengiver processens kulmination og Kongens og Dronningens fjerde og sidste bryllup.

Robert Boyle (The Sceptical Chymist, 1661) og især A.-L. Lavoisier (Traité élémentaire de chimie, 1789) forkastede de gamle forestillinger og viste, at kemien må bygge på en antagelse af, at der findes såkaldte grundstoffer, der ikke kan opbygges af enklere stoffer - og at guld er et sådant grundstof.

Så sent som i 1783 vakte den danske kemiker J.D. Cappel stor opmærksomhed ved at mene at have påvist, at kemisk rent sølv blev guldholdigt ved at blive behandlet med arsenik. Forsøget blev i 1786 bekræftet af den franske kemiker Guyton de Morveau (1737-1816), men året efter blev det slået fast, at guldet kun viste sig, når den anvendte arsenik indeholdt guld i forvejen. Se også kemi (historie).

Alkymi forbindes især med guldmageri, som det efterhånden er blevet synonym for. Alkymien havde imidlertid også en naturfilosofisk og mystisk side, som i 1700-1800-t. blev overset.

De middelalderlige alkymister, der i Europa kendes fra 1100-t., lærte deres kunst fra araberne i Spanien og Syditalien, som igen havde overtaget den fra grækerne, der havde udviklet alkymien på egyptisk grund i 300-t. f.Kr. Således strækker alkymien sine rødder helt ned til den egyptiske kulturs gravkamre og labyrinter, og den hellenistiske guddom Hermes Trismegistos, som stod fadder til middelalderalkymiens Mercurius, nedstammer i sit ældste led fra den egyptiske gud Thot, der beskyttede matematikken og videnskaben.

I Kina udvikledes i 300-t. f.Kr. en alkymistisk videnskab, der viser en bemærkelsesværdig parallel til den vestlige alkymi, dog uden at der har kunnet påvises afgørende tidlige kontakter. Senere, fra 800-t. e.Kr., har araberne haft kontakt med kinesisk alkymi og har formodentlig viderebragt impulser til Europa. Kinesisk guldmageri er især koncentreret om fremstillingen af en livsforlængende medicin, en livseliksir. Den daoistiske naturfilosofi er den kinesiske alkymis forudsætning og inspiration.

Alkymiens tradition rummer en særlig symbolverden. I sin naturfilosofiske erkendelsesproces skulle alkymisten gennemleve flere stadier af død og genfødsel; hans indsigt i naturens og psykens hemmeligheder blev omgærdet af mystik og gav sig udtryk i en symbolsk billedverden. På dette træsnit fra værket Rosarium Philosophorum (1550) er foreningen af Solen og Månen, af mandligt og kvindeligt dominerede psykiske kræfter, fremstillet som et samleje. Inden for analytisk psykologi tolkede C.G. Jung sådanne alkymistiske billeder som udtryk for stadier i jegets individuationsproces.

Alkymiens tradition rummer en særlig symbolverden. I sin naturfilosofiske erkendelsesproces skulle alkymisten gennemleve flere stadier af død og genfødsel; hans indsigt i naturens og psykens hemmeligheder blev omgærdet af mystik og gav sig udtryk i en symbolsk billedverden. På dette træsnit fra værket Rosarium Philosophorum (1550) er foreningen af Solen og Månen, af mandligt og kvindeligt dominerede psykiske kræfter, fremstillet som et samleje. Inden for analytisk psykologi tolkede C.G. Jung sådanne alkymistiske billeder som udtryk for stadier i jegets individuationsproces.

Parallelt med deres tekniske eksperimenter, som de drev til et meget højt stade, udviklede de europæiske alkymister en åndelig overbygning, et naturfilosofisk og mystisk system, hvori omdannelsen af de urene metaller symboliserede sjælens samtidige renselse og omdannelse til "det filosofiske guld". Dette var omgærdet af alkymisternes tavshedsløfte: Intet måtte sive ud om deres hemmelige ritualer, ceremonier og symboler. Til tavshedens mørke føjede sig glemselens mørke efter alkymiens forfald i 1600- og 1700-t., hvor rationalismen og oplysningstiden tog livet af dens naturfilosofiske mystik, samtidig med at den moderne kemi overtog dens rent naturvidenskabelige og eksperimenterende arbejde.

Alkymisternes sideløbende udforskning af stoffets mysterier og sjælens dybder udkrystalliserede sig i slutningen af middelalderen til en hemmelig doktrin, et mystisk system, en okkult drømmevej — opus alchymicum. Afdækningen af dennes stationer, faser og oplevelser viser et hierarkisk opbygget system, hvor alkymisten efter indvielsen og tavshedsløftet stiger op igennem en række grader for til sidst at ende som den højeste mester i filosoffernes tempel. Denne opstigning skildres også som cirkulær og spiralagtig og kaldes opus circulatorium, "det cirkulære arbejde", eller rota philosophica, "det filosofiske hjul". Ved hver omdrejning af hjulet fødes alkymisten påny — hver gang en grad renere, en grad visere, en grad nærmere Gud.

Der er fire genfødsler eller "konjunktioner" i alkymien, og de fremstår alle som resultatet af en forudgående prøve af traumatisk art — farefulde rejser igennem de fire elementer, kampe med drager og uhyrer og forskellige offerceremonier. Her gennemgår alkymisten en symbolsk død og renselse, inden han forløses ved værkets sammensmeltning af modsætningerne i de vises sten. Den første døds- og genfødselsakt foregår i Jordens dyb, den anden på Månen, den tredje på Solen og den fjerde og højeste i Solens indre. Her når den genfødte mester inden for den højeste grad af værket til genforeningen med Solens energier, det kosmiske lys, Guds eget væsen — "det filosofiske guld".

De første, som i moderne tid tog fat på at udforske alkymiens åndelige overbygning, var den østrigske dybdepsykolog Herbert Silberer (Probleme der Mystik und ihrer Symbolik, 1914) og den schweiziske psykiater C.G. Jung (Psychologie und Alchemie, 1944). Alkymisternes symbolmættede billeder og visioner udviste for begge forskere en påfaldende lighed med deres patienters drømmeverden, og især Jung understregede de arketypiske motiver, som genfindes i både drømmen og alkymien. Dette førte ham til en fortolkning af det alkymistiske værk som et symbolsk udtryk for en dynamisk proces, som Jung gav navnet individuationsprocessen — menneskets inderste stræben efter psykologisk helhed og fylde gennem integration af jegets ubevidste baggrund og selvet.

Selvets symboler fandt Jung udtrykt i de alkymistiske hovedsymboler, som er solen og månen, de vises sten eller hermafroditten samt livets træ, livets vand og livseliksiren. Typisk for disse symboler er deres forening af alle livets modsætninger (coniunctio oppositorum) — et træk, som Jung fremhævede som typisk for jegets oplevelse af selvet og dets symboler. I sit hovedværk Psychologie und Alchemie fremførte Jung endvidere den teori, at alkymisterne havde projiceret deres oplevelse af individuationsprocessens sjælelige forvandlinger over på deres kemiske forvandlingsprocesser og således ubevidst beskrevet en række sjælelige fænomener i kemisk klædedragt. I dette lys fremstod alkymisterne for Jung som de første dybdepsykologer, hvis indsats forlenede den moderne udforskning af det ubevidste med en betydningsfuld historisk baggrund.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bostrup, Johannes Fabricius: alkymi i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=35983