Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

syntese

Oprindelig forfatter PMBo Seneste forfatter Redaktionen

syntese, naturlig eller kunstig fremstilling af kemiske forbindelser ud fra såvel grundstoffer som andre kemiske forbindelser, der reagerer med hinanden. Synteser foregår oftest trinvis, idet udgangsstoffer ved kemisk reaktion med andre udgangsstoffer danner isolerbare eller ikke-isolerbare mellemprodukter, der i flere syntesetrin kan reagere med andre mellemprodukter og danne slutprodukter.

Industrien kræver billige og lettilgængelige udgangsmaterialer og høje udbytter i de enkelte syntesetrin (nær 100 %), ligesom den må tage miljøproblemer og ikke-brugbare biprodukter med i sine overvejelser.

Ordet syntese kommer af græsk synthesis 'sammenstillen', af syn- og thesis 'det at sætte, stille'.

Grundvidenskabeligt har syntese haft speciel betydning for den organiske kemis totalsyntese af naturstoffer, hvorved man lader enkelt sammensatte udgangsmaterialer reagere kemisk eller enzymatisk (vha. mikroorganismer) i flere syntesetrin for derigennem at fremskaffe entydigt bevis for stoffers kemiske struktur.

Annonce

Nu om dage søger man ved syntese at fremstille stoffer med interessante egenskaber for at afprøve dem biologisk eller for at få af- eller bekræftet teoretiske overvejelser.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Per Mølgaard Boll: syntese i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168436