• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

digelstål

Oprindelig forfatter VFB Seneste forfatter Redaktionen

digelstål, ulegeret kvalitetsstål fremstillet ved smeltning i forseglede digler på 10-30 kg. Metoden udvikledes i Sheffield i 1740'erne af briten Benjamin Huntsman. Det hidtil anvendte cementstål var ikke tilstrækkeligt homogent, så han fandt på at omsmelte det. Problemet med at fremstille digler, der kunne holde til 1500-1600 °C, løste han ved at bruge blandinger af det lokale ildfaste ler og kaolin. Digelstålet skabte Sheffields ry for kvalitetsstål til sakse, knive, fjedre osv. Ved samtidig tømning af mange digler kunne der støbes store emner.

I 1855 udstillede tyskeren Alfred Krupp (1812-1887) i Paris det hidtil største stykke støbegods på 5800 kg, og den senere udvikling førte til støbning af panserstål og store kanoner. Omkring 1900 afløstes digelstålet af bessemerstål og andre ståltyper.

Ved arkæologiske undersøgelser fra slutningen af 1900-tallet i oasebyen Merv i Turkmenistan har man fundet rester af digler og ovne til fremstilling af digelstål. Produktionen, der dateres til tiden omkring 900 e.Kr., falder sammen med Mervs storhedstid som en af verdens største byer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Vagn Fabritius Buchwald: digelstål i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 21. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64530



    • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

    • Kommentar til redaktionen Vedr. digelstål Marker den cirkel
      Send kommentar


  • Copyright

    Denne artikel må du ...

  • Kilde

    Denne artikel stammer fra:
    Leksikon

  • Historik