• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

sølv

Oprindelige forfattere ARat, Bos, Gram, HCJ, HSten, JRo-H, JSJ, Kaul, SERa og UBra Seneste forfatter Redaktionen

sølv, grundstof nr. 47, placeret i det periodiske systems 11. gruppe; atomtegn Ag (af lat. argentum 'sølv').

Egenskaber
Nummer47
AtomtegnAg
Navnsølv
Relativ atommasse107,868
Densitet10,5 g/cm3 (20 °C)
Smeltepunkt961,93 °C
Kogepunkt2212 °C
Opdagelsekendt siden oldtiden

Sølv er det mest hvide og mest skinnende af metallerne, og det har den højeste elektriske og termiske ledningsevne blandt grundstofferne. Sølv er et tungmetal og et ædelmetal, som er modstandsdygtigt over for ikke-oxiderende syrer. Det opløses i salpetersyre under dannelse af sølv(I)nitrat og nitrogenoxider. Det angribes langsomt af luftens ilt under dannelse af sølv(I)oxid og hurtigt af svovl (og svovlforbindelser) under dannelse af sølv(I)sulfid.

Geokemi og mineraler

Sølv udgør 0,08 g/t af jordskorpen og udvindes hovedsagelig af mesotermale hydrotermale årer og i metasomatiske forekomster (se metasomatose), hvor hydrotermale opløsninger har reageret med carbonatbjergarter. I tørre egne, fx Chile, findes sølvhalogenider, der er dannet ved, at sølv har reageret med saltopløsninger. I de hydrotermale årer findes mineralet gedigent sølv ofte sammen med sulfidmineraler og gangmineraler som kvarts og calcit, fx i Kongsberg i Norge, hvor der er fundet en enkelt sølvklump på 325 kg.

Annonce

Sølv findes som gedigent metal, som sulfider, sulfosalte og halogenider samt i fast opløsning med guld og opløst i krystalstrukturen i blyglans. Der kendes over 55 sølvmineraler. Det mest udbredte er Ag2S, der findes i to former, acantit og argentit, som er stabile hhv. over og under 173 °C. Andre sølvmineraler er rødgylden, også kaldet rubinsølv (pyrargyrit-proustit), frit sølv (gedigent sølv) og sølvholdig blyglans, hvor sølvet er opløst i krystalstrukturen i blyglans.

Mineproduktion i t
20062013
Bolivia 1290
Peru32003670
Mexico30004860
Kina25504100
Australien21501840
Chile14001170
Canada1310627
Polen13001200
Rusland 1720
USA11001040
andre lande34904400
i alt19.50026.000
Reserverne er i 2013 opgjort til 270.000 t, reservebasis til 530.000 t
Kilde: Mineral Commodity Summaries 2006 og 2015.

Forekomster

Sølv brydes dels fra rene sølvforekomster (26 % af den totale sølvproduktion), dels som biprodukt fra kobber- (22 %), bly-zink- (37 %) og guldudvinding (13 %). De rene sølvforekomster er åremineraliseringer, hvor sølvmineraler findes sammen med kvarts og carbonatmineraler med eller uden guld. Sølvbælter strækker sig fra Utah i USA over Nevada og Mexico til Honduras og i Andes fra Peru gennem Bolivia og Chile til Argentina. I Maarmorilik og kryolitminen i Ivittuut i Grønland er der udvundet hhv. 250 t og ca. 4 t sølv. Ud over sølv fra minedrift udvindes årlig ca. 6000 t sølv ved genbrug.

Teknisk fremstilling

Gedigent sølv og sølv-guld-legering (elektrum) er blevet udvundet, omsmeltet og anvendt gennem mere end 5000 år. Mellem 3000 og 2000 f. Kr. begyndte udsmeltning af sølv sammen med bly fra sølvholdige malme, hvorefter metallerne blev adskilt ved afdrivning, en proces, der fra 1400-t. også blev taget i brug til at udtrække sølv fra sølvholdigt kobber.

I 1800-t. udvikledes flertallet af de nu anvendte processer, hvor det meste sølv udvindes som følgestof fra sulfidiske kobber- og blymalme. Her bidrager ædelmetallet i høj grad til produktionens økonomi. Efter brydning og knusning af malmene koncentreres metalsulfiderne ved flotation og behandles som bly og kobber gennem en række ovnprocesser for at udskille svovl og omdanne metalsulfiderne til oxider (ved ristning), som derefter reduceres til frit metal. Alt efter råmaterialernes sammensætning fremkommer urent sølv, sølv- (og guld)holdigt råkobber eller sølvholdigt råbly. Endvidere benyttes vådkemiske metoder, hvor sølv udtrækkes af malme med cyanid og igen udfældes af opløsningen ved reaktion med zink. I alle tilfælde følger videre adskillelse og raffinering frem til de rene metaller.

Sølv kan også udskilles fra bly ved sejgring, hvor der ved gentagen smeltning og krystallisation efterhånden fås rent bly og en restsmelte, der nærmer sig den eutektiske sammensætning (2,5 % sølv; se eutektikum). Denne legering behandles videre ved Parkes' (se Alexander Parkes) proces eller ved elektrolyse.

Elektrolytiske metoder er i dag de mest benyttede til raffinering. Ved elektrolyse af sølvholdigt bly i kiselflussyre (Betts' proces) danner sølv anodeslam, som opsamles i poser, mens rent bly udfældes på katoderne. Også ved kobberelektrolyse i svovlsur elektrolyt opsamles sølv som anodeslam i poser. Anodeslammet omsmeltes og elektrolyseres på ny for at fraskille medfølgende guld og opnå rent sølv, der markedsføres som fintsølv med lødighed 999 ‰. Prisen noteredes i 2007 til gennemsnitlig 13,5 dollar pr. troy ounce (31,1 g) svarende til ca. 2300 kr./kg. Denne pris gør det rentabelt at genvinde sølv fra de fleste typer affald.

Genvinding

Også genvinding af sølv beror i høj grad på elektrolyse. Kasserede sølvting og mønter, der hovedsagelig består af sølv-kobber-legeringer, omsmeltes til anoder og elektrolyseres til rent sølv. Forsølvning på kontakter og elektronikskrot kan direkte trækkes af elektrolytisk.

Sølv genvindes fra brugt fikservæske og kasserede røntgenfilm og papirbilleder, selvom de kun indeholder ca. 1 % sølv. Sølv kan udfældes af fikservæske ved reaktion med jern (ståluld) eller ved kemisk reduktion med sulfit. Film og papir brændes, og sølv reduceres ud af asken ved smeltning med kul. Det udfældede eller udreducerede metal raffineres igen ved elektrolyse.

Anvendelse

Op mod halvdelen af alt sølv anvendes i form af kemiske forbindelser i fotografiske materialer.

Som metal har sølv den bedste ledeevne for varme og elektricitet. Sølvs begrænsede tilgængelighed og høje pris forhindrer dets anvendelse i almindelige kabler og ledninger, men en betydelig mængde anvendes i smeltesikringer, kontakter og kondensatorer, som korrosionsbeskyttende og lodbar overflade (forsølvning) på elektriske og elektroniske komponenter og som korrosionsbestandigt materiale i kemisk apparatur og anlæg til destillation af vand.

Sølv. Gennemskåret kindtand med to fyldninger af sølvamalgam. Det hvide materiale under amalgamet er en cement, som beskytter den indre, følsomme del af tanden mod varme og kulde, der let ledes gennem amalgamet.

Sølv. Gennemskåret kindtand med to fyldninger af sølvamalgam. Det hvide materiale under amalgamet er en cement, som beskytter den indre, følsomme del af tanden mod varme og kulde, der let ledes gennem amalgamet.

Som ædelmetal angribes sølv ikke af luftens ilt eller fugtighed, heller ikke ved høj temperatur. Det reagerer dog med svovlbrinte (hydrogensulfid) i luften og danner langsomt sølvsulfid, som først giver metallet et gyldent skær, senere en brun til sort hinde. Denne anløbning beskytter mod videre angreb og hindrer ikke sølvets tekniske anvendelser. Derimod giver den behov for pudsning af sølvbestik og -service, især efter kontakt med fødevarer, der som æg og løg afgiver svovlforbindelser. Sølvsmykker, der bæres, holder sig som regel blanke, fordi evt. anløbning straks slides bort. Både sølvtøj, smykker og medaljer (tidligere også mønter) fremstilles af sølv-kobber-legeringer som sterlingsølv, men er ofte fra ny overtrukket med et lag rent sølv. Forsølvning danner også overfladen på "uægte" sølvvarer, sølvplet (se plet), hvor det forsølvede messing eller nysølv efterhånden kan træde synligt frem efter pudsning og slid.

Sølv bruges endvidere i batterier, det indgår i tandfyldninger (amalgam), og det er hovedbestanddel i sølvslaglod, en række legeringer til hårdlodning af bl.a. kobber, messing, stål- og nikkellegeringer. Det anvendes desuden som legeringsbestanddel i blyfri loddetin til blødlodning. Se også lodning.

Forbindelser

Sølv optræder i forbindelser med oxidationstrinnene +1, +2 og +3. Sidstnævnte oxidationstrin findes kun i komplekse forbindelser som fx det fugtighedsfølsomme kaliumtetrafluoroargentat, KAgF4, samt i komplekser med organiske ligander. Oxidationstrin +2 stabiliseres ligeledes af kompleksdannere. Kun med fluor dannes en ikke-kompleks forbindelse, AgF2, der er et udmærket fluoreringsreagens. Forbindelsen med støkiometri AgO har formelt oxidationstrin +2, men kemiske og magnetiske forhold viser, at det må opfattes som sammensat af oxidationstrinnene +1 og +3.

Sølv danner en række simple, saltagtige forbindelser med oxidationstrin +1, hvoraf kun sølvfluorid, AgF, sølvnitrat, AgNO3 (helvedessten, lapis), og sølvperklorat, AgClO4, er letopløselige i vand. De tungtopløselige sølvforbindelser sølvklorid, AgCl, sølvbromid, AgBr, og sølvjodid, AgI, er lysfølsomme, og navnlig sølvbromid har en stor anvendelse i fotografiske film. Ved belysning aktiveres nogle af sølvatomerne, således at der ved en efterfølgende behandling med en reducerende forbindelse (fremkalder) sker en reduktion af de aktiverede AgBr-korn til frit sølv. Uomdannet AgBr opløses derefter i en opløsning af natriumthiosulfat, hvor thiosulfationen danner et kompleks med sølvionen (fiksering). Både synligt og ultraviolet lys og røntgen- og radioaktiv stråling påvirker den fotografiske film.

Mange andre forbindelser end thiosulfationen danner komplekser med Ag+-ionen, fx ammoniak, der danner den lineære ion [H3N−Ag−NH3]+. Opløseligheden af sølvhalogeniderne vokser også med stigende koncentrationer af halogenidionerne, idet der dannes komplekser som fx AgCl2- og tilsvarende ioner. I denne sammenhæng er dannelsen af ionen Ag(CN)2- vigtig, idet selv den tungest opløselige sølvforbindelse, sølvsulfid, Ag2S, opløses i en stærk opløsning af natriumcyanid, der ligeledes opløser metallisk sølv med oxygen som oxidationsmiddel. På denne måde kan sølv udvindes af sølvmalme.

En række nitrogenholdige sølvforbindelser er eksplosive, fx sølvnitrid, Ag3N, sølvazid, AgN3, sølvimid, Ag2NH, og sølvisocyanat, AgCNO (knaldpulver, sølvfulminat). Ammoniakholdige opløsninger af sølvforbindelser kan ved indtørring give stærkt brisante (eksplosive) forbindelser.

Historie

Sølv er formentlig det tredje metal, der blev opdaget; det første var guld, det andet kobber.

Antikken

Den tidligste udnyttelse af sølv fandt formentlig sted i Kaukasusområdet; arkæologiske fund af rige grave rummer drikkebægre og dyrefigurer fra ca. 3500 f.Kr., og genstande af sølv har fundet vej til Anatolien og Nærorienten. Efter ca. 3000 f.Kr. bredte kendskabet sig til den europæiske del af Middelhavsområdet. Fra arkæologiske fund kendes smukt forarbejdede mykenske sølvgenstande. Fønikierne var berømte for deres handel med sølv; hos Homer fremhæves især byen Sidon (nuv. Saida) for sine sølvvarer.

Smukke drevne sølvarbejder blev i 1. årtusinde f.Kr. udført af thrakerne i det nuværende Bulgarien og Rumænien. Herfra og fra Lilleasien, bl.a. Kappadokien, kom dele af grækernes sølvforsyning; selv rådede de først og fremmest over minerne i Laurion (nuv. Lavrio), der formentlig er åbnet allerede i mykensk tid (ca. 1600-1100 f.Kr.), og som var i drift indtil 100-t. f.Kr. Næsten lige så gammel er udvindingen i Spanien (jf. Tartessos), som tillige med forekomster på Sardinien og i Gallien blev de righoldigste for romerne. I Egypten var sølv indtil hellenistisk tid dobbelt så meget værd som guld.

Både i græsk og romersk oldtid anvendtes størstedelen af produktionen til møntprægning. Sølv var i de fleste græske bystater møntfod, og fra 400-t. f.Kr. var Athens sølvmønter i et par århundreder en vigtig valuta i det østlige Middelhav (se græsk møntvæsen). Sølv anvendtes desuden til smykker, service, beslag, statuetter m.m.

Nordeuropa

Nord for Alperne er der nær Cottbus i Tyskland fundet lokalt fremstillede arm- og fingerringe samt smykkenåle af sølv fra ca. 700 f.Kr. Disse fund vidner formentlig om særlige forbindelser med skytherne østpå, som da kendte til brugen af sølv. I Vest- og Mellemeuropa anvendte kelterne sølv fra de to sidste århundreder f.Kr., bl.a. til mønter.

Ordet sølv kommer af oldnordisk silfr, af germansk *silubra-, fra et ikke-indoeuropæisk ord beslægtet med baskisk zil(h)ar).

Det ældste sølvfund i Norden er Gundestrupkedlen fra Himmerland. Den vejer 8,9 kg og er fremstillet på Balkan i 100-t. f.Kr. i den højtudviklede thrakiske tradition for drevne sølvarbejder. I romersk jernalder kom en række kunstnerisk forarbejdede sølvgenstande til det nuværende Danmark, fx to sølvbægre fundet nær Hoby på Lolland. I ældre romersk jernalder, de første par århundreder e.Kr., begyndte Nordens egen produktion af sølvsmykker, mest fibler (se fibula) og hårnåle; importerede romerske sølvmønter (denarer) blev omsmeltet og anvendt som råmateriale. I ældre germansk jernalder (400-500-t.) fremstilledes særlig tunge fibler med nordisk dyreornamentik, hvori også udsmykning i niello (indlægning) indgik. I de følgende par århundreder svandt tilgangen til sølv ind, og sølv anvendtes først og fremmest som niello i bronzesmykker.

Sølvsmykker fra jernalder og vikingetid. 1 Rosetfibula med rosetter af forgyldt sølvblik, ca. 250 e.Kr., yngre romersk jernalder, fundet ved Værløse, Østsjælland. 2 Relieffibula, delvis forgyldt, ca. 500 e.Kr., ældre germansk jernalder, fundet ved Skerne, Falster; langs kanterne ses stiliserede dyrefigurer i tidlig nordisk stil. 3 Amulet af form som en Thorshammer i bærekæde, ca. 950 e.Kr., vikingetid, fundet i Tågemosen, Sydsjælland. Alle tre genstande findes på Nationalmuseet.

Sølvsmykker fra jernalder og vikingetid. 1 Rosetfibula med rosetter af forgyldt sølvblik, ca. 250 e.Kr., yngre romersk jernalder, fundet ved Værløse, Østsjælland. 2 Relieffibula, delvis forgyldt, ca. 500 e.Kr., ældre germansk jernalder, fundet ved Skerne, Falster; langs kanterne ses stiliserede dyrefigurer i tidlig nordisk stil. 3 Amulet af form som en Thorshammer i bærekæde, ca. 950 e.Kr., vikingetid, fundet i Tågemosen, Sydsjælland. Alle tre genstande findes på Nationalmuseet.

Vikingetiden

Med vikingetiden nåede brugen af sølv et højdepunkt, og gennem handel kom store mængder af arabiske sølvmønter, dirhams, til Norden. De ældste nordiske mønter fra 800- og 900-t. (hedebymønter) er af sølv. I vikingetiden skabtes der smykker af sølv, fx hals- og armringe; sølv blev også brugt som indlægning i pragtgenstande, fx øksen fra Mammen, stigbøjler og sværdfæster. Nordvesteuropa, først og fremmest England, kunne selv producere sølv. Angelsaksiske mønter af sølv fra årtierne omkring 1000 er talrige i fx danske og svenske fund. Fra 900-t.s slutning var sølvminer i drift i Harzen, og tyske mønter kom snart til at dominere. Sølv blev også hovedmetallet for Nordens egne udmøntninger i den tidlige middelalder. Se også skattefund og dansk møntvæsen.

Middelalderen

Mellem ca. 1000 og 1500 var Europa stort set henvist til egne sølvforekomster, da der ikke var noget modstykke til 1300-t.s betydelige guldimport fra Afrika. Minerne fandtes bl.a. i Harzen, Vogeserne og Schwarzwald, og der åbnedes i 1100-t. nye i Freiberg i Erzgebirge, i Kärnten, i Toscana og på Sardinien og i 1200-t. i Iglau (Jihlava) i Mæhren, Kuttenberg (Kutná Hora) i Tjekkiet samt i Slovakiet; i anden halvdel af 1400-t. oprettedes mange nye miner i Sachsen og Tyrol. I Norden var der kun en mindre mine i Silvberget i Dalarna.

Sølvet anvendtes først og fremmest til kirkelige formål (altre, alterkalke, relikviegemmer mv.), mønter samt sølvbarrer til udligning af handelsunderskud med Rusland og Asien. Pga. betydelig udførsel og en faldende produktion af sølv i Europa var det midt i 1400-t. svært at opretholde møntproduktionen. Det sølv, der blev brugt til mønter, tilsattes kobber i varierende mængde, og bortset fra i mineområderne skaffedes sølvet især ved omsmeltning af ældre mønter. I Danmark var cirkulationen af sølvmønt på sit højeste i 1000-t. og anden halvdel af 1300-t. Der var tale om flere ton mønter, men den nøjagtige mængde kendes ikke.

Efter 1500

En ny epoke i anvendelsen af sølv kom med de spanske erobringer i Mellem- og Sydamerika i 1500-t. Den gamle verdens produktion blev suppleret med omfattende forsyninger, der bragtes hjem til moderlandet med de spanske konvojer, som hvert år forlod de amerikanske farvande. Samtidig åbnedes der fortsat nye miner uden for det amerikanske område. Det danske monarki blev således sølvproducerende, da der i 1624 blev indledt sølvminedrift i Kongsberg i Norge. Denne produktion fortsatte med afbrydelser frem til 1957, og i løbet af de 300 år blev der udvundet ca. 1300 t sølv.

Ved siden af sølv til smykker kom de stærkt stigende forsyninger til at dække en øget efterspørgsel efter sølv i Europa til monetære formål. Det skyldtes, at der med en kraftig vækst i den europæiske økonomi var brug for flere betalingsmidler, som frem til midten af 1700-t. kun i begrænset omfang blev dækket af andre betalingsinstrumenter end guld og sølv i barrer eller som mønter, samt at Vesteuropa havde et betydeligt betalingsbalanceunderskud over for Østeuropa og Asien, som skulle dækkes ved overførsel af ædelmetaller.

I løbet af 1700- og 1800-t. kom sølv derimod gradvis til at spille en mindre rolle i den samlede forsyning med betalingsmidler. Dels blev brugen af veksler og lignende dokumenter ved pengeoverførsler mellem handlende mere og mere almindelig, dels erstattede guld i stigende grad sølv som grundlag for centralbankernes betalingsmiddeludstedelse, og prisen på sølv faldt kraftigt sidst i 1800-t. I Danmark skete overgangen fra sølvfod til guldfod i 1875. I løbet af 1900-t. har sølv helt mistet sin monetære rolle, men efterspørgslen har alligevel været stigende pga. den tiltagende anvendelse af sølv inden for både kunstindustri og anden industri, herunder den fotografiske industri. Se også sølvsmedekunst.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Annette Rathje, Ole Bostrup, Niels F. Gram, Hans Chr. Johansen, Henrik Stendal, John Rose-Hansen, Jørgen Steen Jensen, Flemming Kaul, Svend Erik Rasmussen, Ulrik Brandt: sølv i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 27. juli 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=168869