• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

jod

Oprindelige forfattere Bos, HeSø, HJSP, OWD og SERa Seneste forfatter Redaktionen

jod, grundstof nr. 53 placeret i det periodiske systems 17. gruppe; atomtegn I. Jod er et af halogenerne.

Ordet jod kommer af fransk iode, af græsk io-eides 'violfarvet', egl. 'violformet'.

Det frie grundstof er opbygget af toatomige molekyler (dijod, I2) og er et fast violet stof med forholdsvis lavt smelte- og kogepunkt; allerede ved stuetemperatur er det ganske flygtigt. Jod er tungtopløseligt i vand, men opløseligt i ethanol og ether (med brun farve) og i tetraklormethan og kloroform (med violet farve). I vand, der indeholder kaliumjodid, er det opløseligt under dannelse af komplekse forbindelser. Opløsninger af jod i ethanol benyttes under navnet jodsprit til desinfektion. Jod danner med stivelse et stærkt blåfarvet kompleks. Reaktionen benyttes til påvisning af små mængder jod.

Egenskaber
Nummer 53
Atomtegn I
Navn jod
Relativ atommasse 126,90447
Densitet 4,93 g/cm3 (20 °C)
Smeltepunkt 113,5 °C
Kogepunkt 185,25 °C
Opdagelse 1811 (B. Courtois)

I havvand findes jod som jodidioner og optages derfra i en række havplanter; det er forklaringen på, at jod kan udvindes af tangaske. De største forekomster er imidlertid som natrium- og calciumjodat, der findes sammen med chilesalpeter.

Jod kan dannes ved opvarmning af jodater med svovlsyrling eller ved at behandle jodider med klor. Jod angriber de fleste metaller under dannelse af jodider.

Grundstoffet blev opdaget i 1811 af B. Courtois, som overlod det til C.B. Desormes og Nicolas Clement (1779-1841) at offentliggøre opdagelsen (1813). J.L. Gay-Lussac, der i 1814 foretog en grundig undersøgelse af det nye grundstof, foreslog navnet iode. H.C. Ørsted kaldte det i 1814 for fluglit, men det slog aldrig an.

Mineralogi og geokemi

Jod forekommer som en underordnet bestanddel af almindelige mineraler. Desuden danner det selvstændige mineraler, fx jodargyrit, AgI, der dannes ved forvitring af sølvmineraliseringer, og lautarit, Ca(IO3)2, som findes i chilesalpeter (caliche). Jordskorpens bjergarter indeholder i gennemsnit 0,5 g/t (ppm) og havvand 0,06 g/t. Atmosfærens indhold på mindre end 0,01 ppm stammer fra vulkanudbrud, fra aerosoler dannet ved vindpåvirkning af havoverfladen og fra nedbrydning af organisk materiale. Jordbunden har ofte et højere jodindhold end de underliggende bjergarter, hvilket bl.a. skyldes tilførsel fra atmosfæren. Sedimentære bjergarter kan have mere end 50 g/t, idet jod bindes til sedimenters organiske materiale og lermineraler. Saltvand (brines) i olie-gasfelter kan indeholde mere end 1 g/t og chilesalpeter mere end 400 g/t.

Der findes 24 isotoper af jod. 127I er den stabile isotop. Isotopen 129I var til stede, da Solsystemet opstod, men den er for længst forsvundet pga. en halveringstid på 17 mio. år. Isotopen dannes dog hele tiden ved den radioaktive nedbrydning af uran i kernekraftværker og ved kernesprængninger.

Teknisk fremstilling

Jod fremstilles årlig i en mængde af ca. 31.000 t med Chile og Japan som de største producenter. Råstoffet er enten chilesalpeter eller underjordisk saltvand i oliegasfelter (i Oklahoma og Japan), der kan indeholde 300 ppm jodid; den klassiske fremstilling ud fra tangaske er ophørt.

Jod anvendes til fremstilling af katalysatorer, stabilisatorer, dyrefodertilsætninger, desinfektionsmidler og farmaceutiske produkter. Desuden anvendes jodforbindelser ved fotografering og som farvestoffer.

Forbindelser

Jod kendes med sikkerhed i forbindelser med oxidationstrinnene −1, +1, +3, +4, +5 og +7 (−1 og +5 er de vigtigste). I oxidationstrin −1 findes jod som hydrogenjodid, HI, som er en farveløs gas, der er letopløselig i vand, hvor den er en stærk syre, der spaltes, dissocieres, i hydrogenioner og jodidioner, I-. Af syren afledes en række vandopløselige salte af typen MI, hvor M kan være et af alkalimetallerne eller ammoniumionen. Jod er særlig letopløseligt i jodidopløsninger, idet jodidioner i vandig opløsning reagerer med jod under dannelse af trijodioner, I3-. Til forskel fra alkalijodiderne er sølvjodid, AgI, tungtopløseligt. Det er lysfølsomt og anvendes til fotografiske plader.

Oxygenforbindelser. Oxidationstrin +1 findes i monooxojodsyre, HIO, og i deraf afledte salte. Både saltene og især syren er instabile forbindelser. I dijodtetraoxid, I2O4, har jod formelt oxidationstrin +4. Forbindelsen kan imidlertid opfattes som værende IIIIOIVO3, med jod i oxidationstrinnene +3 og +5. Ved opvarmning omdannes (disproportioneres) det til jod og dijodpentaoxid, I2O5, hvori jod har oxidationstrinnet +5. Dijodpentaoxid kan også vindes ved at spalte vand fra hydrogentrioxojodat, eller jodsyre, HIO3, der er et farveløst krystallinsk stof. Heraf afledes en række salte, jodaterne, fx kaliumjodat, KIO3. Jodsyre og jodaterne er stærke oxidationsmidler. Natriumhypoklorit oxiderer i alkalisk opløsning jodater til oxidationstrin +7. Fra en sådan reaktion vindes en forbindelse med formlen Na3(OH)2IO4. I denne forbindelse er jod omgivet af seks oxygenatomer. I stærkt sur væske dannes tetraoxojodat (VII)-ioner, IO4-.

Interhalogenforbindelser. Jod danner forbindelserne IX, hvor X kan være fluor, klor eller brom. IF er ikke stabil over 0 °C. ICl og IBr er faste stoffer ved stuetemperatur. I alle tre forbindelser kan jod tildeles oxidationstrin +1. Derudover danner jod fluoriderne IF3, der er instabil over −35 °C, den farveløse væske IF5 samt IF7, der er en farveløs gas. Jods oxidationstrin i disse forbindelser er henholdsvis +3, +5 og +7.

Læs også om jod i biologiske organismer.

Underemner