Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

barium

Oprindelige forfattere Bos, JRo-H og SERa Seneste forfatter Redaktionen

barium, baryum, grundstof nr. 56, placeret i det periodiske systems 2. gruppe; atomtegn Ba. Barium er ét af de alkaliske jordartsmetaller.

Ordet barium kommer af græsk bary- og -um.

Grundstoffet, der er et sølvhvidt metal, fremstilles ved elektrolyse af letsmeltelige bariumforbindelser (første gang af H. Davy i 1808).

Bariumforbindelser, der er meget giftige, udsender grønt lys ved opvarmning i en flamme.

Annonce

Mineraler og geokemi

Barium findes ikke som frit metal i naturen, men optræder som silikater, fosfater, carbonater, oxider og sulfater.

Egenskaber
Nummer56
AtomtegnBa
Navnbarium
Relativ atommasse137,327
Densitet3,51 g/cm3 (20 °C)
Smeltepunkt725 °C
Kogepunkt1640 °C
Opdagelse1774 (C.W. Scheele)

Bariumionen er meget stor ligesom kaliumionen, blyionen, strontiumionen (og calciumionen), som den derfor erstatter i mineraler. Der kendes over 85 forskellige bariummineraler; de mest almindelige er baryt (tungspat) og witherit. Celsian er en feldspat, hvor barium erstatter kalium.

Barium, der er et lithofilt grundstof, findes koncentreret i jordskorpen (ca. 390 g/t) og kan pga. lignende ionstørrelser erstatte kalium i fx feldspat og glimmer, ligesom det koncentreres i hydrotermale opløsninger. Det vigtigste bariummineral, baryt, findes bl.a. i hydrotermale malmårer, i black smokers samt i dybhavssedimenter, hvor svovl frigjort fra nedbrydning af proteiner oxideres til sulfationer, der forener sig med bariumioner fra havvandet. Barium adsorberes desuden på manganoxider i fx mangannoduler.

Forbindelser

Barium optræder i forbindelser altid med oxidationstrinnet +2. Forbindelserne fremstilles altovervejende fra bariumsulfat, BaSO4. I meget ren tilstand er det hvidt og anvendes i findelt form som malerfarve under navne som barythvidt, permanenthvidt eller mineralhvidt. Bariumsulfid, BaS, fås ved reaktion mellem bariumsulfat og kulstof. Salpetersyre danner med bariumsulfid bariumnitrat, Ba(NO3)2, der anvendes i fyrværkeri til at give grønt lys. Bariumsulfid og saltsyre danner bariumklorid, BaCl2, som i vandig opløsning spaltes i Ba2+- og Cl--ioner. Ba2+-ionen danner med sulfationen, SO42-, det tungtopløselige bariumsulfat. Alle vandopløselige bariumforbindelser er giftige, men bariumsulfat er så tungtopløseligt, at det er ugiftigt og derfor kan anvendes som kontrastmiddel ved røntgenfotografering, hvor det fx kan indtages som en vandig opslæmning, barytgrød; barium har et højt atomnummer i det periodiske system, hvilket betyder, at det absorberer røntgenstråling stærkt. Bariumklorid anvendes dels som et middel til analyse for sulfat og dels til fremstilling af bariumsulfat, når dette ønskes fremstillet i finkrystallinsk form, fx som fyldmateriale i papir og til anvendelse i malerfarve. Bariumsulfid reagerer med det vandopløselige zinksulfat under dannelse af bariumsulfat og zinksulfid, hvor begge reaktionsprodukter er tungtopløselige og hvide. Blandingsproduktet, lithopon, er ligeledes en meget anvendt malerfarve. Opvarmes bariumoxid, BaO, i luft, dannes bariumperoxid, BaO2, der ved reaktion med svovlsyre danner hydrogenperoxid, H2O2, (brintoverilte), og bariumsulfat.

Bariumhydroxid, Ba(OH)2, opløst i vand er en stærk base; opløsningen kaldes barytvand eller barythydrat. Med luftens carbondioxid dannes bariumcarbonat, BaCO3, der er tungtopløseligt. Bariumhydroxid anvendes derfor til analysebrug, når der skal anvendes en carbonatfri, stærk base.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bostrup, John Rose-Hansen, Svend Erik Rasmussen: barium i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=44143