Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

atomnummer

Oprindelig forfatter Bos Seneste forfatter Redaktionen

atomnummer, IUPAC atomic number, antallet af protoner i en atomkerne; kaldes derfor også protontal. Betegnes ved symbolet Z. For et elektrisk neutralt atom er Z også lig antallet af elektroner omkring kernen. Atomer med samme Z hører til samme grundstof. Det letteste af alle grundstoffer, Hydrogen, har Z=1. Alle grundstoffer op til Z=109 findes i naturen eller er blevet fremstillet.

Det var hollænderen Antonius Johannes van den Broek (1870-1926), som i 1913 foreslog, at atomkernens positive ladning (i elektronenheder) var lig med atomets nummer i grundstoffernes periodiske system. Henry Moseley angav samme år en metode til bestemmelse af atomnummeret ved hjælp af den røntgenstråling, grundstoffet kan bringes til at udsende.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Bostrup: atomnummer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41649