• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kunstgødning

Oprindelige forfattere HJSP og OWD Seneste forfatter Redaktionen

kunstgødning, stoffer, der erstatter eller supplerer husdyrgødning ved gødskning af agerjord. Udbredt brug af kunstgødning blev først almindelig i 1800-t., da man fik kendskab til, hvilke kemiske stoffer der kunne øge jordens næringsværdi. De ældste kunstgødninger var naturprodukter som pulveriserede ben, chilesalpeter og guano. Fra sidste halvdel af 1800-t. opbyggedes en kemisk industri, som gjorde det muligt at producere kunstgødning ud fra uorganiske stoffer. Fx kalksalpeter med luftens kvælstof og ilt samt kalk som råvarer, ammoniumsulfat (biprodukt ved fremstilling af kulgas) og superfosfat, der fås ved behandling (oplukning) af råfosfat med svovlsyre. I dag er den vigtigste kilde til kvælstof (N) syntetisk ammoniak, mens fosfor (P) og kalium (K) stadig kommer fra henholdsvis råfosfat og kaliumklorid.

Da afgrøderne behøver andre næringsstoffer end N, P og K, findes der en række gødninger, som indeholder større eller mindre mængder af kalk og sulfat og forbindelser af jern, mangan, kobber, zink, bor og molybdæn. Fra naturgødning frigives næringsstofferne langsomt. Det efterlignes i langtidsvirkende kunstgødning, hvor gødningsstofferne enten er coatede eller kemisk bundne (urinstof-aldehyd-kondensater).

Gødning finder anvendelse både som fast stof, flydende stof (ammoniak) og som opløsninger. Disse kan eventuelt være under tryk. Der er af klimatiske, økonomiske og historiske grunde store forskelle mellem anvendelsesmønstrene i forskellige områder.

Annonce

Se også gødning.

Vedr. miljømæssige konsekvenser af brug af kunstgødning, se kvælstofkredsløb.

Referér til denne tekst ved at skrive:
H.J. Styhr Petersen, Ove W. Dietrich: kunstgødning i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=112240