• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

aufbau-princippet

Oprindelig forfatter JUN Seneste forfatter Redaktionen

aufbau-princippet, princip, der angiver, hvorledes elektronstrukturen for atomer i grundtilstanden "bygges op". Man begynder med den nøgne atomkerne og anbringer elektroner i orbitalerne, idet man benytter orbitalerne med lavest energi først. Opfyldningen af orbitaler sker i overensstemmelse med Pauliprincippet og Hunds regel, idet formålet er at finde den samlede elektronstruktur, der giver den laveste energi for atomet.

Ordet Aufbau er tysk og betyder 'opbygning'.

Aufbau-princippet benyttes også, når elektronkonfigurationen for molekyler skal findes.

Se også det periodiske system.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Ulrik Nielsen: aufbau-princippet i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. juni 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=41912