Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

bronze

Oprindelig forfatter Gram Seneste forfatter Redaktionen

bronze, fællesbetegnelse for et meget stort antal kobberlegeringer fortrinsvis med tin, men også med aluminium, bly, nikkel, zink og andre metaller. Man skelner i almindelighed mellem messing, der er kobber-zink-legeringer, og bronze, der omfatter alle andre typer kobberlegeringer, men som undertiden også bruges om visse messinglegeringer. Mere præcist betegnes de forskellige bronzer tinbronze, aluminiumbronze, nikkelbronze osv.

Ordet bronze kommer via fransk, af italiensk bronzo, vist dannet til latin Brundisium, nu Brindisi.

Tinbronze er den ældste praktisk anvendte gruppe kobberlegeringer. Med sit indhold af 5-25 % tin blev metallet meget lettere at støbe end rent kobber og samtidig stærkere og hårdere. Bronze med 5-8 % tin kunne desuden forarbejdes og hærdes ved smedning. Tinbronze blev umådelig nyttigt til værktøj og våben og har givet navn til bronzealderen.

Valsede og støbte bronzer anvendes nu, hvor der er brug for deres hårdhed og styrke, korrosionbestandighed, umagnetiske egenskaber, slidstyrke eller kombinationer heraf.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels F. Gram: bronze i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 14. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=51315