Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

maskinsprog

Oprindelig forfatter HBHa Seneste forfatter Redaktionen

maskinsprog, den repræsentation af instruktioner til en computer, som kan udføres uden forudgående oversættelse. Maskinsprog er et lavniveausprog, der er bestemt af computertypen og afspejler computerens interne struktur; ikke strukturen af de opgaver, en bruger måtte ønske løst. Computerprogrammører skriver altså ikke programmer i maskinsprog, men i et højniveausprog; programmet oversættes derefter til maskinsprog.

En maskininstruktion har som regel en operationsdel og en adressedel. De vigtigste operationstyper er: en aritmetisk eller logisk operation, en kopiering af data fra ét sted (register eller lagercelle) til et andet, en flytning af data til eller fra en ydre enhed og en betinget eller ubetinget ændring af udførelsesrækkefølgen af instruktioner. Adressedelen består af en eller flere adresser; binære tal, der henviser til de registre eller celler i ram-lageret, hvor de data, der skal opereres på, er lagret (direkte adressering). Adressemodifikationer gør det muligt at specificere komplicerede beregninger med et begrænset antal grundoperationer. Ved indirekte adressering peger adressen på en lagercelle, der så indeholder adressen på operanden; det gør det let at arbejde med datareferencer, der ændres dynamisk. Mange instruktioner kan indiceres, dvs. at de indeholder en henvisning til et register, hvis indhold adderes til adressen inden operationens udførelse; det letter udførelsen af ensartede operationer på mange data. Der findes også instruktioner, hvor adressedelen er selve operanden, hvilket sparer en lagertilgang og gør programmet hurtigere. Se også assembler, computer og program.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henning Bernhard Hansen: maskinsprog i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=122656