Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Regnecentralen

Oprindelig forfatter CG Seneste forfatter Redaktionen

Regnecentralen, dansk it-firma, der i 1955 med støtte fra Marshallplanen blev oprettet som institut under ATV. Instituttet blev i 1964 omdannet til aktieselskab.

Regnecentralen udviklede den første danske computer baseret på radiorør, DASK, i 1958, senere GIER baseret på transistorer i 1962, RC4000 baseret på integrerede kredse i 1967, RC8000 i 1975 og RC9000 i 1987. Regnecentralen udviklede i 1970'erne verdens hurtigste og mest pålidelige strimmellæser RC2000, der blev produceret i adskillige tusinde eksemplarer.

Under direktør Niels Ivar Bechs ledelse prægede virksomheden både dansk og international it-udvikling og bidrog væsentligt til programmeludvikling, bl.a. programmeringssproget Algol, operativsystemet RC4000 monitor, it-processtyring, standardlønsystemer og it-systemudvikling. Regnecentralen nåede midt i 1970'erne en årlig omsætning på ca. 200 mio. kr. med lidt over 1000 medarbejdere og solgte computere i en lang række europæiske lande.

Annonce

Virksomheden har siden 1979 været omdannet flere gange og indgår fra 1990 i Fujitsu.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Christian Gram: Regnecentralen i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=149692