Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

informatik

Oprindelig forfatter HSJ Seneste forfatter Redaktionen

informatik, anvendes i en bred sammenhæng om alt, der har med automatisk informationsbehandling at gøre. Den vage afgrænsning af ordets betydning afspejler det væsentlige forhold, at området omkring informationsteknologi (se it) udvikler og ændrer sig hurtigt.

Begrebet dækker både informationsteknologi forstået som det udstyr, der anvendes til automatisk informationsbehandling, og de bagvedliggende principper og teorier. Tidligere talte man hyppigere om data og edb.

Ordet informatik kommer af information og automatik.

Overgangen fra at bruge ord baseret på data og edb til ord baseret på information skyldes formentlig det forhold, at man tidligere automatisk stort set kun kunne behandle tal og bogstaver, mens teknologien nu også som noget væsentligt behandler lyd og billeder.

Annonce

Hvor det er naturligt for os at se en temperaturangivelse på fx 37,6 °C som data og først som information, når den opfattes af — og relateres til — et menneske, så er det sværere at opfatte et billede som kun data, og ikke som information, selvom der rent teknisk ikke er nogen forskel.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Hans Siggaard Jensen: informatik i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=97773