Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

printer

Oprindelige forfattere CliHa og MEn Seneste forfatter Redaktionen

printer, enhed til udskrivning af tekst og grafik fra computere til papir, transparenter eller lignende medier. Der findes en række typer af printere, der bl.a. adskiller sig ved forskellig printkvalitet, hastighed, anvendelsesområde, anskaffelsespris og driftsomkostninger. Nedenfor gennemgås de vigtigste typer.

Typehjuls-, linje- og matrixprintere er de ældste typer. De udskriver alle ved direkte fysisk kontakt mellem skriveenheden og papiret gennem et farvebånd. Typehjuls- og linjeprinteren kan ikke udskrive grafik, da skriveenheden i begge tilfælde fungerer som en traditionel skrivemaskine, hvor et tegn tilhørende et fast tegnsæt presses mod farvebåndet og ned på papiret.

Typehjulsprinteren kan udskrive ét tegn ad gangen; linjeprinteren kan skrive en linje ad gangen, idet dens skriveenhed er større og derfor kan afsætte tegn på alle linjens positioner på en gang. Skriveenheden på matrixprinteren består af en samling af nåle (normalt 9, 12 eller 24) i en matrice ikke meget større end ét tegn. Ved elektromagnetisk påvirkning presses nålene mod farvebåndet og papiret, hvorved der afsættes en mængde små prikker, der tilsammen opbygger tegn og grafik.

Annonce

Disse printere anvendes nu næsten udelukkende til listeudskrifter fra store computere, hvor grafik ikke anvendes, og hvor høj driftsikkerhed, lave driftsomkostninger og evne til at udskrive på papir i endeløse baner er nødvendig.

Ordet printer kommer af engelsk print, via ældre fransk preindre fra latin premere 'trykke'.

Inkjet-, LED- og laserprintere er printere, hvor skriveenheden ikke er i fysisk kontakt med papiret. I inkjetprintere bevæger skriveenheden sig fra side til side over papiret, mens det sprøjter meget små — men mange — dråber af blæk på papiret; disse dråber opbygger de ønskede tegn og grafik. LED- og laserprintere benytter en variant af det xerografiske princip, hvor en laserstråle eller — ved LED-printere — lys fra kraftige lysdioder belyser tromlen (se kopimaskine - xerografisk fotokopiering).

Inkjetprintere lanceredes som sort-hvid-printere, men er siden også kommet som farveprintere med høj udskriftskvalitet. Inkjetprintere har fortsat stor udbredelse (2015) og findes både i prisbillige og i hurtige og dyre modeller.

LED-printere er ofte relativt små enheder med udskrifter i høj kvalitet, men med relativt lav udskriftshastighed (20-30 sider/min.) og anvendes især til lettere kontor- og privatbrug.

Laserprintere findes i mange varianter: Fra små enheder i klasse med LED-printerne over store højhastighedsprintere i sort-hvid med udskriftshastigheder på ca. 200 sider/min. til dyre højkvalitetsfarveprintere.

Fotoprintere er beregnet til udskrift på specialpapir. Til privat brug anvendes fortrinsvis inkjetteknologi, mens professionelle printere anvender laserteknologi til at eksponere fotopapir.

Se også computer og plotter.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Cliff Hansen, Michael Englev: printer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=145222