Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

pc

Oprindelige forfattere CliHa og MEn Seneste forfatter Redaktionen

pc, personlig computer, computer beregnet til at bruges af en enkelt person ad gangen (modsat fx en server) og oprindelig udstyret til fortrinsvis at håndtere lettere programmer (fx tekstbehandlings- og regnearksprogrammer). Nyere pc'er er som regel udstyret med faciliteter til multimedier.

Udviklingen af stadig kraftigere pc'er har gjort grænsen mellem disse og de større arbejdsstationer flydende, se computer. En samtidig udvikling går i retning af mindre og mindre, håndholdte computere, PDA'er og tavle-pc'ere (tablets).

I Danmark har ca. 86% af alle familier egen pc (2009). Privat anvendes pc'er primært til kontorprogrammer, spil og internetadgang, mens de i virksomheder desuden bruges til virksomhedsspecifikke programmer, fx med opkobling til en netværksdatabase.

Annonce

Udviklingen går hen imod, at de eksisterende medier og mediekanaler (tv, musik, spil, nyheder mv.) efterhånden alle kan nås fra et og samme apparat, pc’en. Pc’en bliver dermed i højere grad et underholdnings- og kommunikationsapparat end et arbejdsredskab.

Historie

De tidlige computere var alle meget store, men udviklingen af mikroprocessoren muliggjorde stadig mindre enheder. I 1975 introducerede det amerikanske firma MIPS computeren Altair, der var verdens første kommercielt tilgængelige pc. Altairs udbredelse begrænsede sig dog til relativt få computerentusiaster, idet den blev solgt som samlesæt. Først ved Apples introduktion af Apple II i 1977 fik pc'erne et egentligt gennembrud.

Den dengang ubestridt største computerproducent, IBM, introducerede i 1981 sin personlige computer IBM PC. IBM satsede stærkt på markedsføringen, og IBM PC blev så dominerende på markedet, at den blev de facto standard. Praktisk taget kun Apple fortsatte produktionen af personlige computere, der ikke var kompatible med IBM's modeller.

Apple introducerede således modellerne Lisa i 1983 og Macintosh i 1984. Begge benyttede som noget nyt en grafisk brugergrænseflade; sidstnævnte konsoliderede Apples position, idet dens meget kompakte design sammen med det nye operativsystem gjorde den til en stor salgssucces.

Den grundlæggende arkitektur i IBM's og Apples computere er ens, men hvor IBM-kompatible maskiner var bygget op omkring mikroprocessorer primært fra Intel og Microsofts tegnbaserede operativsystem DOS, var Apples bygget på mikroprocessorer fra Motorola og deres eget grafikbaserede operativsystem Mac OS.

Set fra et brugersynspunkt er forskellen mellem Apple og IBM-kompatible computere blevet meget lille, efter at grafiske brugergrænseflader med operativsystemet Windows er blevet standard også til IBM-kompatible pc’er.

De fleste af verdens pc’er har 2013 et Windows-styresystem, men et voksende antal benytter Linux.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Cliff Hansen, Michael Englev: pc i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 13. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=139809