Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

mose

Oprindelig forfatter Aaby Seneste forfatter Redaktionen

Mose. Forenklede blokdiagrammer af de vigtigste mosetyper i Danmark. Øverst (1-3) ses en sø under tilgroning med en lavmose, der senere udvikler sig til en højmose. De små højmosearealer vokser sammen og danner en stor højmose. Højmosens overflade hæver sig over det omgivende terræn, og vand- og næringsstoftilførslen sker udelukkende fra atmosfæren.

Mose. Forenklede blokdiagrammer af de vigtigste mosetyper i Danmark. Øverst (1-3) ses en sø under tilgroning med en lavmose, der senere udvikler sig til en højmose. De små højmosearealer vokser sammen og danner en stor højmose. Højmosens overflade hæver sig over det omgivende terræn, og vand- og næringsstoftilførslen sker udelukkende fra atmosfæren.

mose, område med en vegetation, som er tilpasset høj jordfugtighed, og som ofte danner tørv. I Danmark forudsættes således ikke, at der er tørv til stede, idet kraftig vandføring i visse mosetyper kan medføre, at plantemateriale helt fjernes.

Inddeling

Moser inddeles ofte efter deres dannelsesforhold. Forsumpningsmoser er opstået som følge af grundvandsstigning, der kan skyldes en klimaændring mod fugtigere forhold, en hævning af havniveauet m.m. Forsumpningsmoser er i Danmark mest almindelige i Vest- og de flade dele af Nordjylland. Tilgroningsmoser dannes ved stadig aflejring af organisk materiale i søer, så de til sidst fyldes op og dækkes af mosevegetation. Tilgroningsmoser findes især i det østdanske morænelandskab, hvor der også kan træffes kildemoser, som dannes omkring kilder i dale og ved foden af stejle skrænter.

Et andet inddelingsgrundlag bygger på viden om, hvor mosevandet stammer fra. Lavmoser er påvirket af grundvand (minerogene moser eller kær), mens højmoser udelukkende modtager vand fra nedbør (ombrogene moser). Højmosen er en næringsfattig mosetype, mens lavmosen er mere eller mindre næringsrig, alt efter hvilke typer jord grundvandet har passeret. Lavmoser kan igen opdeles i dalmoser (topogene moser), hvis udbredelse er bestemt af grundvandsforholdene, og overrislingsmoser, hvor overfladisk løbende vand, såkaldt overfladeafstrømning, medvirker til at skabe en høj jordfugtighed (soligene moser). Sidstnævnte type er sjælden i Danmark.

Annonce

Udbredelse

I midten af 1800-t., inden den systematiske dræningsindsats begyndte, var 20-25% af Danmark dækket af moser, som næsten alle var tørveproducerende. De var en vigtig brændselskilde og havde derfor økonomisk betydning. Ved kortlægning af tørvens udbredelse og mægtighed var det praktisk kun at medtage tørv over 25 cm, idet mindre tørvetykkelser let kunne pløjes væk. I dag er ca. 1% af landet dækket af moser; den største udbredelse er i Nordjylland.

Moseudvikling

Lavmoser har ofte lag af sumptørv, som hviler på søsedimenterne. Sumptørven er svagt nedbrudt og indeholder plantearter, som tåler meget høj vandstand, og som typisk vokser på lavt vand. Senere erstattes denne vegetation af sumpplanter, som ikke tåler vanddækning, og højere oppe i mosens tværprofil træffes trærødder som tegn på, at vandstanden nu er så lav, at træer kan vokse på stedet. Endnu senere kan træbestanden blive så tæt, at der dannes egentlig skovtørv. Denne ændring i tørvesammensætningen viser, at den stadige tørvedannelse medfører, at mosens overflade bliver mere og mere tør, når de ydre forhold holdes konstante over længere tid. Indtræder der klimaændringer, som skaber øget fugtighed, kan træerne forsumpe og dø. En urtepræget sumpvegetation erstatter den tidligere sumpskov, og udviklingen kan igen begynde mod stadig mere tørbundsprægede plantesamfund. Det kan med tiden føre til højmosedannelse, som er slutstadiet i mosernes udvikling i Danmark.

Højmoser findes især i egne, hvor jordbunden består af kalkfattigt smeltevandssand eller på anden måde er næringsfattig, og i områder, hvor grundvandet er næsten stillestående. Den ringe næringsstoftilførsel fra grundvandet bevirker, at regnvand får en afgørende indflydelse på mosens næringsstofbalance og surhedsgrad. Det giver grobund for arter af slægten tørvemos (Sphagnum), som trives i et næringsfattigt og surt miljø. Højmoser findes især i Vestjylland. I landets øvrige dele er de begrænset til brede ådale eller tidligere havdækkede områder, hvor grundvandsbevægelserne er langsomme.

Mosegeologi

Mosegeologi er videnskaben om moser og deres dannelse. Den blev i Danmark grundlagt af geologen Heinrich Dau (1790-1831), der i 1823 kunne vise højmosens særstilling blandt moserne. Undersøgelser af tørvelagenes opbygning og sammensætning viser mosernes udviklingshistorie. Tørvelagene kan variere i farve fra lysegul til mørkebrun. Disse farvenuancer skyldes forskelle i tørvens nedbrydningsgrad og humusindhold, som er bestemt af temperatur og fugtighed på dannelsestidspunktet; forhold, der ofte er klimatisk bestemt, og derfor har undersøgelser af især højmosernes tørvelag bidraget med vigtige oplysninger om fortidens klimaforhold. Mosegeologiske undersøgelser danner grundlag for inddeling af Senglacial- og Postglacialtiden i et antal klimaperioder, se Holocæn.

Mosegeologiske undersøgelser anvendes også til påvisning af luftforurening. Det sker ud fra lagenes indhold af tungmetaller, næringsstoffer m.m. Pollenkorn, trækulsstøv og andre mikroskopiske partikler kan ligeledes fortælle om miljøforhold samt om landskabsudviklingen og tidligere tiders menneskelige udnyttelse af naturresurserne. Oplysningerne ligger kronologisk ordnet og gemt i mosernes tørvelag og kan tidsfæstes vha. kulstof 14-datering.

Læs også om mosefund, mosebrug og mosebiologi.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Aaby: mose i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 24. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=127773