Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

palæomagnetisme

Oprindelig forfatter NA Seneste forfatter Redaktionen

palæomagnetisme, geofysisk disciplin, der ved magnetisk undersøgelse af geologiske og arkæologiske materialer skaffer oplysninger om Jordens magnetfelt i fortiden og bruger disse i forbindelse med geologiske opgaver, især palæogeografiske rekonstruktioner (se palæogeografi) og datering.

Næsten alle bjergarter indeholder jernoxider, der bliver magnetiske, når de under dannelsen, fx ved afkøling (lava) eller ved partiklernes aflejring (sediment), påvirkes af det lokale jordmagnetfelt. Den blivende (remanente) magnetisering bevarer sin retning og kan i nutiden afsløre, hvis bjergarten og dermed lithosfærepladen blev dannet et andet sted på klodens overflade, fordi Jordens magnetfelt med god tilnærmelse er et dipolfelt, hvis dipolakse er parallel med Jordens rotationsakse. Den gamle geografiske bredde b, palæobredden, for en lokalitet kan beregnes af flg. formel, der gælder for en dipol: tan b =1/2∙tan I, hvor I er den palæomagnetiske inklination. Drejning af et kontinent om en lodret akse kan direkte aflæses af den palæomagnetiske deklination (se magnetisk misvisning).

Magnetfeltet har skiftet fortegn mange gange i Jordens historie, og skiftene kan dateres ved radiometrisk datering. Disse polskift sker næsten samtidig over hele kloden. Magnetisk kortlægning på oceanerne efter 2. Verdenskrig afslørede systematiske striber i magnetfeltet (se Jorden, magnetfelt). I 1963 blev det foreslået, at disse striber skyldes vekslende normal og revers magnetisering af nydannet oceanbundsskorpe pga. polskift. Dermed skabtes et meget stærkt dateringsmiddel for de ca. 70% af Jordens overflade, der er dannet ud fra de oceaniske spredningszoner gennem de sidste ca. 180 mio. år, ligesom lithosfærepladernes og dermed kontinenternes tidligere konfigurationer nu kan rekonstrueres minutiøst for dette tidsrum. For endnu ældre rekonstruktioner benytter man normalt mindre nøjagtigt bestemte palæomagnetiske polkurver. Se også pladetektonik og magnetosfæren.

Annonce

I sedimenter kan magnetiske mineraler af jernoxider bevare deres magnetiske orientering, når de indlejres. Dette udnyttes ved palæomagnetisk datering, der er en metode til vha. magnetiske mineralers magnetiseringsretning at bestemme geologiske lags eller lagseriers alder (korrelation). Man kan således i en orienteret prøve senere måle denne "fastfrosne" magnetisering. Fx kan søaflejringer, der er afsat i de 12.500 år, der er forløbet siden sidste istid, dateres ved palæomagnetiske målinger. Se magnetostratigrafi.

Ved arkæomagnetisme måles den remanente magnetisering, som er bevaret i brændt og senere uforstyrret arkæologisk materiale, fx i gamle ildsteder, mursten, potteskår m.m. Dernæst sammenlignes med den magnetiske sekularvariation for området, som skal være kendt på anden vis, hvorved magnetiseringen kan bruges til en datering af brændingstidspunktet for materialet.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Niels Abrahamsen: palæomagnetisme i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=137941