• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

diamant

Oprindelig forfatter AaJe Seneste forfatter Redaktionen

Brillant. En brillant er en rundsleben diamant med 57 eller 58 facetter. På grund af næsten total refleksion af lys er det svært at fotografere en brillant.

Brillant. En brillant er en rundsleben diamant med 57 eller 58 facetter. På grund af næsten total refleksion af lys er det svært at fotografere en brillant.

diamant, gennemsigtigt til uigennemsigtigt mineral af carbon med en meget høj lysbrydning; formlen angives som C.

Egenskaber

De fleste diamanter er svagt gullige eller svagt brunlige, men de kan også være sorte. Rosa, grønne, blå eller kanariegule diamanter er sjældne, ligesom helt farveløse er det.

Ordet diamant kommer af mlat. diamans, diamantis, omdannelse af adimas, af gr. adamas, adamantos 'diamant', måske egl. 'ubetvingelig'.

Mineralet har diamantglans, og massefylden er 3,5 g/cm3. Diamant er det hårdeste mineral, man kender (hårdhed 10), og det kan derfor kun slibes med sit eget pulver. Det krystalliserer kubisk, ofte i oktaedre, men rombedodekaedre og terninger kan også forekomme. Diamanter i terninger er meget sjældent af tilstrækkelig god kvalitet til at blive anvendt i smykker.

Annonce

Diamantens krystalflader er ofte buede, og tvillingedannelse efter oktaederet er almindelig. Diamant har spaltelighed parallel med oktaederfladerne, og mineralet kan være følsomt for slag. Det har et meget højt lysbrydningsindeks (2,418), og sammen med en stor dispersion, dvs. forskelle i lysbrydning for forskellige bølgelængder, betyder det, at mineralet giver det indfaldende lys et karakteristisk farvespil.

Berømte rådiamanter
navnvægt i carat (ct)findestedår
Cullinan3106Premierminen (Sydafrika)1905
Excelsior995,2Jagersfonteinminen (Sydafrika)1893
The Golden Jubilee755,5Transvaal (Sydafrika)1986
Stormogulen787,5Kollurminerne (Indien)1650
Jonker726Elandsfonteinfarmen (Sydafrika)1934
Nizam440Kollurminerne (Indien)1835
Tiffany287,4Kimberleyminen (Sydafrika)1878
Sydstjernen261,8Bagagemminerne (Brasilien)1853
Taylor-Burton240,8Premierminen (Sydafrika)1966

Alle diamanter har en meget stor varmeledningsevne, og de anvendes til skæring eller boring, da de ikke bliver varme selv ved meget høje omdrejningstal. Ved temperaturer under 100 °C angribes diamant ikke af kemisk forvitring, heller ikke af flussyre. Diamanter, der i længere tid udsættes for temperaturer omkring 900 °C, bliver først skyede, derefter sorte på overfladen og vil til sidst brænde op. Se også fasediagram.

Diamant består næsten udelukkende af carbon, men mineralet kan indeholde en ganske lille mængde af andre grundstoffer, og på grundlag heraf inddeles diamanter i Ia og Ib med nitrogenatomer og IIa og IIb uden nitrogen, sidstnævnte med en ganske lille mængde aluminium og bor.

Dannelse, forekomster og verdensproduktion

Verdens største og mest berømte diamant er Cullinandiamanten, fundet i Sydafrika i 1905.  Den var oprindelig på størrelse med et kalkunæg og vejede 3106 ct. Den er siden kløvet i ni store diamanter og 96 små brillanter. Her ses den rå sten og den største af de bearbejdede dele fra den, indsat i det britiske royale scepter.

Verdens største og mest berømte diamant er Cullinandiamanten, fundet i Sydafrika i 1905. Den var oprindelig på størrelse med et kalkunæg og vejede 3106 ct. Den er siden kløvet i ni store diamanter og 96 små brillanter. Her ses den rå sten og den største af de bearbejdede dele fra den, indsat i det britiske royale scepter.

Diamanter dannes i den ultramafiske bjergart peridotit i den øvre del af Jordens kappe mere end 150 km under jordoverfladen. Under meget højt tryk er de ved eksplosionsagtige udbrud ført op i kraterrør, kimberlitpipes. Disse kraterrør, som udgør de primære forekomster, er udfyldt af en grovkornet bjergart med skarpkantede fragmenter indlejret i en finkornet masse, en såkaldt breccie, der væsentligst består af kimberlit, en ultrabasisk bjergart med bl.a. olivin og granat. Kimberlit er grønligblå og benævnes i minesproget blue ground, mens de øverste ca. 25 m af kraterrørene er stærkt forvitrede og kaldes yellow ground. Den først kendte kimberlitpipe ligger i Sydafrika og blev fundet i 1870. I alt kender man i Sydafrika ca. 250 kimberlitpipes, der stammer fra Kridttiden (ca. 146-65 mio. år før nu); de færreste er dog diamantførende. De vigtigste primære forekomster findes omkring Kimberley og ved Pretoria, hvor den berømte Premiermine ligger. Her fandt man i 1905 den største kendte diamant, Cullinandiamanten. I 1941 blev der fundet kimberlitpipes i Tanzania, i 1948 i Indien, i 1954 i Sibirien og 1980-81 i Australien, hvor den største kendte pipe ligger.

Diamantførende aflejringer af flod- og strandgrus, såkaldte placerforekomster, udgør sekundære forekomster. De er dannet som forvitringsprodukter fra kimberlit, der med floder er transporteret til søer eller havet, hvor strøm og bølger har koncentreret diamanterne i bestemte lag.

Diamanter blev først fundet i Indien, og man så længe med megen skepsis på diamanter, der ikke stammede herfra. Fund af diamanter i Brasilien 1725 udvidede brugen af diamanter som smykkesten, men det var først efter opdagelsen af diamanterne i Sydafrika, at diamantproduktion blev en storindustri. De sekundære forekomster har langt den største udbredelse.

Rådiamanterne her illustrerer diamantens farvevariation. Langt de fleste diamanter er dog svagt gullige eller svagt brunlige. Diamanter med andre farver er sjældne og derfor ekstra kostbare.

Rådiamanterne her illustrerer diamantens farvevariation. Langt de fleste diamanter er dog svagt gullige eller svagt brunlige. Diamanter med andre farver er sjældne og derfor ekstra kostbare.

En meget stor del af verdens diamantproduktion kommer fra det over 400.000 km2 store bassin, der dannes af Congoflodens sydlige bifloder i Den Demokratiske Republik Congo. Ca. 5% af produktionen er af smykkestenskvalitet. De mest værdifulde placerforekomster findes i kystområderne nord og syd for Oranjeflodens udløb i hhv. Namibia og Sydafrika, mens andre forekommer i Sibirien, Brasilien og Indien.

Verdenshandel

Næsten alle rå diamanter uanset produktionssted bliver solgt gennem The Central Selling Organization (CSO) i London. De indkomne diamanter bliver sorteret efter form, vægt, farve og klarhed i mere end 2000 forskellige kategorier, der samles i såkaldte boxes. Disse sælges ved ti årlige "sights". Hver sight varer en uge, og kun de ca. 270 firmaer og personer, der er optaget på "buyers' list", har adgang og kan før hvert sight fremsætte deres ønske; men kun hele boxes kan købes. Der er ingen købetvang, og man kan ikke forblive på buyers' list uden at have et vist minimumskøb pr. år. Den del af indholdet, som køberen ikke selv kan bruge, sælges til firmaer og sliberier, der ikke selv har adgang til sights.

Smykkestensdiamanter

Man siger, at værdien af smykkestensdiamanter afhænger af de fire c'er: carat ('vægt'), colour ('farve'), clarity ('klarhed') og cut ('slibning'). 1 carat er 0,2 g. Caratvægten angives med to decimaler, og der må ikke rundes op. For diamanter i de populære størrelser 1/4, 1/2 og 3/4 carat benyttes sommetider vægtenheden grain (0,25 carat); for diamanter under 1 carat kan anvendes vægtenheden point (1/100 carat). Prisen er lavest for diamanter i størrelsesordenen 3-4 point, fordi slibeomkostningerne bliver en voksende del af prisen for mindre sten, og større sten er dyrere pr. carat, fordi større diamanter er sjældnere end mindre. Ved bedømmelse af klarheden tager man ikke alene hensyn til indre karakteristika såsom indeslutninger og andre inhomogeniteter, men også til ydre karakteristika som ridser og andre overfladefejl. Klarheden bedømmes efter en skala med fem hovedgrader: Lupren, VVS, VS, SI og P.

Slibning. At det er muligt at slibe diamant skyldes, at hårdheden af mineralet afhænger af retningen; hårdheden er størst parallelt med oktaederretninger og mindst parallelt med terningretninger. I diamantpulver vil der være nogle korn med større hårdhed end den diamant, der slibes. Ved slibning af diamanter tager man hensyn til såvel lysbrydning som dispersion for at få den bedste lysvirkning frem, og man søger at undgå uklarheder. Desuden slibes der, således at mest muligt lys bliver brudt inde i diamanten og tilbagekastet gennem overfladen. Diamanter, hvori en del af lyset går ud gennem underdelens facetter, siges at lække. En korrekt brillantslebet diamant (brillant) kan kendes på, at den ved betragtning fra undersiden vil være helt sort; der kommer kun lys ud ved culetten, fordi lyset reflekteres 100% tilbage gennem overdelen.

Industridiamanter

Mere end to tredjedele af alle diamanter er urene eller misfarvede og anvendes industrielt til skære- eller boreformål og til polering eller slibning af hårde materialer. To varieteter af diamant, der især anvendes i industrien, har deres eget navn: bort og carbonado. Bort er oprindelig betegnelsen for en kryptokrystallinsk form af diamant, men bruges nu om enhver diamant, der pga. misfarvning eller uheldig strukturering ikke kan anvendes som smykkesten, men kun industrielt. Carbonado er kulsort; den er ligesom den oprindelige bort kryptokrystallinsk, og diamantens spaltelighed har ingen betydning pga. forskellig orientering af de meget små enheder. Carbonado er derfor i praksis uden spaltelighed og virker sej, hvorfor den er særlig efterspurgt i industrien til skæreformål.

Syntetiske diamanter

En stor del af de diamanter, der anvendes i industrien, er fremstillet syntetisk. Syntetiske diamanter blev først fremstillet af det svenske ASEA i 1953 og senere af det amerikanske GEC. Syntetiske diamanter fremstilles i mange lande, bl.a. i Sydafrika. Man kan også fremstille syntetiske diamanter af smykkestenskvalitet, men endnu er det dyrere end at købe naturlige diamanter.

Læs også om diamantens kulturhistorie.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Aage Jensen: diamant i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 26. marts 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=64147