• 

  Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

• 
• 

  Link til "jordskælv"

• 

jordskælv

© Martin Bassett

Jordskælv. Blokudsnit med jordskælvets epicenter lodret over selve hypocentret (fokusset) i en geologisk forkastning. Fronterne af jordskælvsbølgerne i det homogene materiale udbreder sig som koncentriske kugler.

jordskælv, kraftige rystelser i jordskorpen og den øverste del af kappen forårsaget af en pludselig bevægelse langs en større forkastning. Bevægelsen eller bruddet skyldes udløsning af en spændingstilstand, der er blevet opbygget gennem et længere tidsrum, og ved bevægelsen kan der være tale om såvel strækning som sammenpresning eller vridning af forskellige jordskorpesegmenter i forhold til hinanden. Jordskælv kan forekomme enkeltvis, men det er almindeligt, at jordskælv optræder flere sammen. Nogle steder forekommer ligefrem sværme af nogenlunde lige store jordskælv, men oftest er der tale om enkelte kraftige skælv, der efterfølges af en serie mindre efterskælv. I visse tilfælde kan tillige optræde mindre såkaldte forskælv, men man har ingen metode til at udskille disse fra almindelige mindre jordskælv, der ikke efterfølges af en stor og ødelæggende jordrystelse.

I forbindelse med jordskælv kan dannes sprækker og forskydninger i jordfladen, men langt de fleste jordskælv sker uden at bryde jordoverfladen. Ved de sjældne, store jordskælv kan forskydninger nå næsten 100 km dybde og samtidig være ca. 1100 km lange, og jordoverfladen kan forskydes op til 20 m. Små jordskælv har en udstrækning på mindre end 100 m×100 m og en forskydning på få cm. Ved store jordskælv kan forskydningerne indeholde mange lokale uregelmæssigheder, fx kan en nordlig blok være skudt op i forhold til en sydlig, mens det omvendte er tilfældet i en anden del af forkastningen. De omfattende skader, der kan opstå under jordskælv, fx sammenstyrtning af bygninger og broer, brud på vand- og gasledninger samt antændelse af brande, skyldes i højere grad rystelseseffekterne end selve forskydningen i jordskorpen, som er årsag til rystelserne.

Foruden rystelser i den faste jord kan jordskælv forårsage tsunamier (flodbølger), dvs. havbølger med meget lange bølgelængder. De kan ikke erkendes på det åbne hav, men ved kysten; i en smal fjord kan de blive op til 20 m høje. Man oplever, at vandet trækker sig mange meter tilbage fra kysten for derefter at overskylle store områder inden for den normale kystlinje. Efter et jordskælv i Japangraven i 1933 målt til 8,5 på Richterskalaen udløstes tsunamier med op til 30 m høje bølger i bugter og fjorde langs Japans kyster. Tusinder af mennesker omkom. De samme bølger (dog mindre) blev ti timer senere målt ved San Francisco efter at have rejst med en hastighed af ca. 750 km i timen på tværs af Stillehavet. En anden effekt er seiches, bølger, der får en hel søs vandmængde til at skvulpe fra side til side efter et jordskælv. Det berettes, at der blev observeret seiches i Skandinavien ved det store jordskælv i Lissabon i 1755.

Stedet, hvor første brud i forkastningen sker, kaldes hypocenter eller fokus, mens punktet herover på jordoverfladen kaldes epicenter. De fleste jordskælv, ca. 85%, har hypocenter i 0-70 km dybde, 12% i 70-300 km, og kun meget få har hypocenter dybere end 300 km. Jordskælv med hypocentret under 720 km er ikke registreret, hvilket tyder på, at kappen under denne dybde består af et så plastisk materiale, at elastiske spændinger ikke opstår.

Årsager

Jordskælv optræder i bestemte seismiske zoner på kloden, hovedsagelig i kanten af lithosfærepladerne, hvor disse bevæges i forhold til hinanden og derved danner forkastninger; se pladetektonik. Lithosfærepladernes langsomme bevægelser opbygger spændinger som træk, tryk og vrid. Når disse spændinger på et uforudsigeligt tidspunkt overstiger bjergarternes brudstyrke, udløses energien ved et jordskælv. Det er sket, at jordskælv er udløst af menneskers aktivitet: ved nedpumpning i jorden af væske under stort tryk, ved opdæmning af en sø eller ved meget store eksplosioner.

© John Fowlie

Jordskælv. Næsten alle kraftige jordskælv sker i Jordens såkaldte jordskælvsbælter, der findes langs grænserne af klodens lithosfæreplader. Kortet er tegnet på grundlag af skælvenes epicentre.