Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Mohorovičić-diskontinuiteten

Oprindelig forfatter SøGre Seneste forfatter Redaktionen

Mohorovičić-diskontinuiteten. Skematisk tegning af diskontinuitetens beliggenhed.

Mohorovičić-diskontinuiteten. Skematisk tegning af diskontinuitetens beliggenhed.

Mohorovičić-diskontinuiteten, Moho-diskontinuiteten, Moho, fysisk skilleflade mellem Jordens skorpe og kappe, 5-10 km under havbunden og 60-70 km under bjergkæderne. Over skillefladen har de seismiske P-bølger hastigheder under 7,8 km/s, mens hastighederne nedenunder er større, typisk 8,0-8,2 km/s. De seismiske S-bølger har procentvis tilsvarende forskelle i hastighederne. Massefylderne er ligeledes forskellige, ca. 3 g/cm3 over og ca. 3,3 g/cm3 under Moho.

Skillefladen har navn efter den kroatiske geofysiker A. Mohorovičić.

Forskellene omkring Moho skyldes, at bjergarternes egenskaber er afhængige af tryk og temperatur, men også, at der findes forskelle i bjergartstyper; den nedre del af den kontinentale skorpe består fx med meget stor sandsynlighed af granulit, kappen under Moho af peridotit. Se også Jorden (opbygning).

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Søren Gregersen: Mohorovičić-diskontinuiteten i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 10. december 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=126678