Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.
Den Store Danske bliver fra efteråret 2020 opdateret af Foreningen lex.dk.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

lineation

Oprindelig forfatter BHag Seneste forfatter Redaktionen

Lineation. Skematisk oversigt over lineationstyper. 1 Lineær stribning på forkastningsflade (harniskflade). 2 Lineær stribning på lagflade, langs hvilken der er sket en forskydning i forbindelse med foldning. 3 Krinulationslineation: lineationen markeret af parallelle småfolderygge. 4 Lineation fremkommet som skæringslinjer mellem et lagplan og en skifrighed. 5 Lineation defineret af parallelt orienterede aflange eller strakte mineraler. 6 Bjergarter, der udviser både lineation og foliation.

lineation, (af lat. lineatio 'linjering', af linea 'linje'), bjergartsstruktur, hvor mineraler eller partikler, ansamlinger af samme og andre elementer i bjergarten har en foretrukken lineær udbredelse. Strukturen kan optræde såvel i sedimentære som i magmatiske bjergarter, men er især udviklet i deformerede metamorfe bjergarter, hvor den næsten altid optræder sammen med en foliation. I sedimentære og magmatiske bjergarter repræsenterer lineation en fossil strøm- eller flyderetning, som enten er parallel med eller vinkelret på lineationen. Langstrakte mineraler eller partikler vil ligge parallelt med strøm- eller flyderetningen, mens lineationer som strømribber i sedimenter og foldestrukturer i lava-overflader vil være udviklet vinkelret herpå. Deformerede metamorfe bjergarter udviser en række lineationstyper, der er resultatet af: 1) en retningsbestemt mineralvækst og 2) en foretrukken orientering af små folderygge og strakte mineraler eller bjergartsindeslutninger. Lineationer frembringes også ved skæring af et lagplan med skifrighed. Forkastningsflader viser ofte en lineær stribning, der er relateret til forskydningsbevægelsen langs fladen.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Hageskov: lineation i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 28. februar 2020 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=117184