Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Danmark - landskabets dannelse

Oprindelig forfatter OHum Seneste forfatter Redaktionen

Danmark. De vigtigste landskabselementer.

Danmark. De vigtigste landskabselementer.

Langt de største af Danmarks landarealer er i deres udformning resultatet af gletsjeraktivitet og arktiske forhold under den sidste istid, Weichsel-istiden. Kun kyst- og klitområderne udgør undtagelser herfra.

Danmark var i det meste af Weichsel-istiden et åbent tundralandskab med sparsom bevoksning. Først for ca. 18.000 år siden nåede isstrømme fra nord og øst frem til hovedstilstandslinjen, der går fra Bovbjerg over Hald til Padborg i Jylland, hvor isranden lå relativt stille i en længere periode.

Vest for hovedstilstandslinjen findes bakkeøerne, der er de højestliggende rester af landskabet fra den forrige istid, Saale-istiden, og som under hele Weichsel-istiden har været udsat for snefygning, frostsprængning, forårsflom, jordflydning og udvaskning. Fra gletsjerporte skyllede smeltevand ud over lavtliggende dele af landskabet og begravede dem i sand og grus; derved blev de store smeltevandssletter eller hedesletterne dannet. De største af disse er Karup Hedeslette, Grindsted Hedeslette og Tinglev Hedeslette.

Annonce

Nord og øst for hovedstilstandslinjen findes det unge morænelandskab, der indeholder mange, forskellige landskabsformer. Ved gletsjernes fronter dannedes israndsbakker eller randmoræner, fx Tolne Bakker i Thy, Mols Bjerge og Odsherredbuerne. Nogle er dannet ved, at isen under gentagne fremstød har skubbet foranliggende materiale sammen; andre er opbygget af smeltevandsaflejringer bygget op langs en stillestående isrand. Foran isen dannedes lokalt mindre smeltevandssletter, bl.a. Tirstrup Hedeslette på Mols og Bregninge Hedeslette i Vestsjælland. Bag disse dannedes inderlavninger, dvs. jævne, lavtliggende bundmorænelandskaber, der har form efter gletsjertunger, og disse er i mange tilfælde senere oversvømmet, fx Kalø Vig.

Under den aktive is foregik andre landskabsdannelser. Ved gletsjerens glidende bevægelse hen over underlaget skabtes et udglattet bundmorænelandskab med langstrakte drumlinbakker orienteret i isens bevægelsesretning. Disse relativt lave bakker findes bl.a. på Nordfyn, Midtsjælland og Lolland, og bundmorænelandskaberne udgør nogle af Danmarks bedste landbrugsarealer.

Danmark. Siden slutningen af sidste istid har det meste af landet hævet sig. Linjerne (isobaserne) angiver niveauet i meter over havet for Litorinahavets højeste strandlinjer.

Danmark. Siden slutningen af sidste istid har det meste af landet hævet sig. Linjerne (isobaserne) angiver niveauet i meter over havet for Litorinahavets højeste strandlinjer.

Foran isen skabte smeltevandet flere steder meget brede ekstramarginale smeltevandsdale, hvoraf flere forløb parallelt med gletsjerfronten. Store dele af Gudenåen løber i en tidligere smeltevandsdal.

Under isen strømmede især om sommeren smeltevand frem mod gletsjerfronten i store kanaler. Afhængigt af, om vandet eroderede i underlaget, eller der foregik en opfyldning med sand og grus i de isafgrænsede løb, dannedes langstrakte åse og lange, dybe og stejle tunneldale med tærskler i bunden og ofte med aflange søer. De største tunneldale findes i Østjylland, fx ved Viborg, Vejle og Kolding, mens de fleste åse findes på øerne, fx på Midtfyn samt på Syd- og Østsjælland. Både tunneldale og åse forløber parallelt med isbevægelsesretningen.

I andre tilfælde opdeltes isranden og gletsjeroverfladen i et virvar af vandfyldte bassiner og flodløb. Samtidig foregik en gradvis opfyldning med ler, sand og grus. Disse aflejringer ligger som "negative" aftryk af de oprindelige isafgrænsede løb og bassiner og er karakteriseret ved et ujævnt terræn med talrige afløbsløse huller, et såkaldt dødislandskab. Ved Vissenbjerg på Midtfyn samt ved Gyldenløveshøj på Sjælland findes imponerende storbakkede landskaber af denne type. Bakkerne har stejle sider og er flade på toppen og benævnes issø- eller kamebakker. De består hovedsagelig af sorteret sand og grus og repræsenterer dermed en vigtig råstofresurse. Hvis isen under et fornyet fremstød gled hen over bakker af denne type, kunne den indre lagdeling forstyrres. Sådanne bakker benævnes pga. deres form hatformede bakker og findes navnlig på Langeland og i Vestsjælland.

Isen har sandsynligvis været over 2 km tyk i landets østlige egne, og den forårsagede en betydelig nedtrykning af jordskorpen, indtil flere hundrede meter under det nuværende niveau.

Da isen smeltede bort, hævede landet sig atter, om end med nogen forsinkelse. Derfor nåede havet flere steder, især i Nordjylland, at oversvømme store landområder i afsmeltningsperioden. Nordsøen og Kattegat var ishave. Aflejringerne fra disse findes i 20-60 m højde i Vendsyssel.

For ca. 6000 år siden nåede Litorinahavet, også kaldet Stenalderhavet, i de nordlige dele af Danmark et noget højere niveau, end havet har i dag, og trængte bl.a. langt ind i flere østjyske dale og skabte en flad dalbund. I Midtjylland nåede det helt ind til Viborg. Mange tilvoksede kystklinter fra den periode findes i dag bag den nuværende kystlinje. Siden har landet i Vendsyssel hævet sig 15 m i forhold til havet. Syd for en linje fra Nissum Fjord til Nordfalster er landet derimod sunket nogle meter i forhold til det nuværende havniveau. I disse egne ses som regel eroderede kystklinter. I vadehavsområdet holder en delvis biologisk betinget marskdannelse trit med den relative landsænkning.

Den vigtigste naturbetingede landskabsdannelse siden istiden, dvs. i Holocæn, er foregået ved kysterne. Tilsanding og erosion ændrer til stadighed kysternes forløb. Store klitområder findes især langs den jyske vestkyst, hvor de hvide, aktive havklitter ligger ud mod havet. Bagved findes inaktive og tilgroede grøn- hhv. gråklitter. Indlandsklitområderne, de såkaldte indsander, der findes på hedesletterne, fx ved Billund, har ligeledes været inaktive i flere perioder siden istidens afslutning. Tidligere var klitområderne langs kysterne præget af store tilbagevendende sandflugtsperioder. Den seneste af disse varede fra 1300-t. til 1900-t. Klimaet var køligt og blæsende. Stormfloder i 1825 og 1862 førte bl.a. til gennembrud af Agger Tange. Som følge af sandflugtsbekæmpelse samt mindre stormhyppighed dæmpedes sandflugten gradvis i slutningen af 1800-t., i Nordsjælland dog allerede i 1700-t.

Især bag kystlinjen er landskabsudviklingen i stadig større omfang blevet præget af menneskets tilstedeværelse og brug af naturskabte resurser; kulturlandskabet er vokset frem.

Læs om Danmarks geologi eller mere om Danmark i øvrigt.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Humlum: Danmark - landskabets dannelse i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=61185