Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

alunskifer

Oprindelig forfatter MBje Seneste forfatter Redaktionen

alunskifer, sort, brændbar lerskifer, dannet under iltfattige forhold på havbunden i tiden Mellem Kambrium - Ældre Ordovicium for 530-495 mio. år siden. Den findes bl.a. på Bornholm tilgængelig langs vandløbene Risebæk, Læså og Øle Å samt i Norge og i Sverige.

Alunskifer indeholder ca. 10% organisk materiale, som kan være delvis forkullede algerester, og ca. 10% fint fordelt pyrit; begge giver skiferen sin sorte farve, der bliver rød ved brænding. Alunskifer har desuden et højt indhold af tungmetaller, især vanadium og uran, som i Sverige er forsøgt udnyttet. Den bornholmske alunskifer har et uranindhold på ca. 100 g pr. ton skifer.

Olie har været udvundet fra alunskifer i Midtsverige (se også olieskifer). Tidligere anvendtes skiferen til fremstilling af jernsulfat og alun.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Merete Bjerreskov: alunskifer i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 16. september 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=36596