Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tryk

Oprindelige forfattere Elbek, FiCon og JStaO Seneste forfatter sthornval

tryk, i fysikken forholdet mellem den kraft, som virker vinkelret på en flade, og fladens areal. Således påvirker en kasse med bundarealet 0,1 m2 gulvet med et ti gange større tryk end en kasse med samme masse, men arealet 1 m2. Tryk kan virke mod overfladen af et legeme (som i eksemplet) eller mod en tænkt flade i legemets indre. Da tryk ikke har en retning, er det en skalar (en talstørrelse), som i SI-systemet måles i Pa (pascal, N/m2). I praksis anvendes ofte de tidligere enheder atmosfære, bar og mmHg. I meteorologi angives lufttryk ofte i hektopascal (100 Pa), hvorved talværdien bliver den samme som målt i millibar. Trykbegrebet optræder i flere sammenhænge, og dets fortolkning afhænger i nogen grad af den betragtede situation.

Hydrostatisk tryk er trykket i en væske i hvile; heri kan der ikke optræde forskydningsspændinger, dvs. at kraften på en vilkårlig flade altid er vinkelret på fladen, hvilket medfører, at normalspændingen er ens i alle retninger. Spændingstilstanden i et punkt af en hvilende væske er således beskrevet ved et enkelt tal, trykket p.

Trykket i en væske i et tyngdefelt tiltager med dybden h under overfladen. Er væskens densitet ρ, tyngdeaccelerationen g, og trykket ved overfladen (fx atmosfærens tryk) p0, bliver trykket i dybden h: p = p0 + ρgh. Lignende forhold gør sig gældende for trykket i Jordens atmosfære (se hydrostatik).

Annonce

Er en væske i bevægelse, behandles trykforholdene i hydrodynamik. Er væskens hastighed v, optræder der if. Bernoullis ligning et trykled, 1/2ρv2, der kaldes det dynamiske tryk.

For gasser gælder til forskel fra væsker, at de vil udbrede sig til hele det tilgængelige volumen. Er dette fx begrænset til en beholder med volumen V, bliver gassens tryk bestemt af p = nRT/V, hvor n er antal mol i gassen, T dens absolutte temperatur, og Rgaskonstanten (se tilstandsligning).

Statisk gastryk måles normalt med et manometer, fx U-rørsmanometer, piezometer (se piezoelektricitet), pitotrør, bourdon-rør (fladtrykt rør lukket i den ene ende og krummet i en cirkelform, som "folder" sig ud ved trykstigning) eller en tryktransducer baseret på måling af elastisk deformation af en plade med pålimede følere (strain-gauge). Dynamisk tryk og relative dynamiske trykamplituder måles normalt med tryktransducere. Se også vakuum.

Højtryk

Rækkevidden af tryk, der findes i naturen, er enorm. Fra et tryk på ca. 105 Pa (1 atm) på Jordens overflade måles ved bunden af de dybeste oceaner et tryk på ca. 108 Pa, og i nogle stjerner anslås trykket til 1020 Pa.

Med moderne teknik som fx brug af diamanttrykceller kan man i laboratorier kunstigt frembringe tryk på over 4∙1011 Pa, og med chokbølgeteknik kan man nå endnu højere tryk. Derved kan man studere de forandringer, der sker i materialer ved meget høje tryk, fx ved de processer, der inde i Jorden forårsager jordskælv og vulkanudbrud.

Den eksperimentelle udnyttelse af højtryk tog fart i 1908 i USA ved den amerikanske fysiker P.W. Bridgman (nobelpris i fysik 1946). Ligeledes i begyndelsen af 1900-t. begyndte udnyttelsen af høje tryk ved kemiske processer til fremstilling af ammoniak.

I 1956 lykkedes det General Electric Co. i USA at fremstille de første kunstige diamanter af grafit ved 6∙109 Pa og 1500 °C. Konservering ved høje tryk er et nyt (fra 1990'erne) anvendelsesområde af højtryksteknikken, der kan bruges som alternativ til konservering ved temperaturbehandling. Det anvendes især i Japan.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bent Elbek, Finn Conrad, Janus Staun Olsen: tryk i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. april 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=174727