• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

deuterium

Oprindelig forfatter SBjOE Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

deuterium, tung brint, den sjældnere af hydrogens to stabile isotoper. Deuterium betegnes 2H eller D.

Atomvægten er dobbelt så stor som almindelig hydrogens, idet dets kerne, deuteronen, ud over protonen også indeholder en neutron.

Deuterium findes i naturen sammen med almindelig hydrogen i forholdet 1:6700, fx i vand. Det kan renfremstilles heraf ved elektrolyse og bruges som udgangspunkt for isotopmærkning af hydrogenholdige molekyler i kemi og biologi samt i kernereaktorer (i form af tungt vand, D2O) og som sprængstof i brintbomber.

Annonce

Ordet deuterium er latin, af græsk deuteros 'den anden' og -ium til betegnelse af grundstof.

Deuterium udgør potentielt en uudtømmelig brændselsresurse (se fusion).

Se også hydrogen.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Sven Bjørnholm: deuterium i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 8. december 2016 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=63842