Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

tvilling-paradokset

Oprindelig forfatter BF Seneste forfatter Redaktionen

tvilling-paradokset, relativistisk fænomen, som skyldes tidsforlængelsen i et bevæget inertialsystem i forhold til et inertialsystem i hvile. Hvis to tvillinger adskilles ved fødslen, hvorefter den ene foretager en lang rumrejse med et hurtigt rumskib, vil den tvilling, der har været på rejse, ved hjemkomsten være yngre end den tilbageblevne tvilling.

Tidsforlængelsen i et bevæget inertialsystem forekommer i virkeligheden, og selve fænomenet er således ikke noget paradoks. Betegnelsen paradoks skyldes, at der ved en umiddelbar betragtning er en modstrid med den grundforudsætning i relativitetsteorien, at alle inertialsystemer er ligeværdige, og at man derfor ikke skulle kunne skelne det ene system (Jorden) fra det andet (rumskibet). Løsningen på paradokset er imidlertid, at rumskibet ikke på hele vejen har været et inertialsystem, idet det for at afrejse fra og vende tilbage til Jorden har undergået accelerationer. Se relativitetsteori.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Felsager: tvilling-paradokset i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 12. december 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=175468