• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

absolut rum

Oprindelig forfatter BF Seneste forfatter Redaktionen

absolut rum, i fysikken den idé, at rum eksisterer i sig selv, uafhængigt af de genstande, der befinder sig i det. Newton gjorde absolut rum til et nøglebegreb i den mekaniske fysik: Fx skyldes Jordens fladtrykthed dens rotation i forhold til det absolutte rum. Forestillingen om et rum, der ikke i sig selv kan observeres, blev kritiseret af bl.a. Ernst Mach. Ifølge Machs princip er al bevægelse relativ, og Jordens fladtrykthed skyldes dens rotation i forhold til fjerne galakser. Det absolutte rum er i øvrigt nært forbundet med idéen om en æter, dvs. et medie, som lyset forplanter sig gennem. Hvis æteren antages at være i hvile i forhold til det absolutte rum, skulle Jordens bevægelse i forhold til denne kunne fastlægges ved et optisk eksperiment, se Michelson-Morley-eksperimentet. Idéen om det absolutte rum blev, ligesom æterteorien, opgivet ved fremkomsten af Einsteins relativitetsteori.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Bjørn Felsager: absolut rum i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 23. april 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=32030