Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

germaniumdetektor

Oprindelig forfatter JJGaa Seneste forfatter Redaktionen

germaniumdetektor, præcisionsinstrument til måling af gammastråler med energier i intervallet 0,1 MeV til ca. 2 MeV. Germaniumdetektoren udmærker sig ved sin fremragende energiopløsningsevne (ca. 2‰) og høje stoppeevne. Den består af en enkelt krystal af halvledermaterialet germanium, på hvilken der er pådampet elektriske kontakter. En indkommende gammastråle ioniserer germaniumatomerne ved at løfte elektroner fra valensbåndet op i ledningsbåndet. Hertil kræves blot ca. 0,72 eV, og der dannes derfor mange par af negative elektroner og positive "huller", som vandrer mod kontakterne, der er tilsluttet en spændingsforskel på ca. 3 kV. For at opnå den høje energiopløsningsevne holdes germaniumdetektoren nedkølet til 77 K ved hjælp af flydende kvælstof.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jens Jørgen Gaardhøje: germaniumdetektor i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. juli 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=83532