Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Plancks konstant

Oprindelig forfatter JOH Seneste forfatter Redaktionen

Plancks konstant, (efter Max Planck), fundamental naturkonstant med værdien h = 6,626070040·10-34 J∙s (joule gange sekund). Plancks konstant, der også betegnes virkningskvantet, blev indført af Max Planck, der i 1900 viste, at et elektromagnetisk felt med frekvens ν kun kan modtage eller afgive energi i mindsteportioner af størrelsen hν (se hulrumsstråling).

I 1913 opstillede Niels Bohr sin atommodel ud fra den hypotese, at elektronens bevægelsesmængdemoment kun kan ændre sig i mindsteportioner af størrelsen h/(2π), betegnet med symbolet ℏ. Den efterfølgende udvikling viste, at partikler med energi E og impuls p må tilskrives en frekvens ν = E/h og en bølgelængde λ = h/p, og at vor principielle mulighed for at kende disse størrelser samtidig er begrænset af Heisenbergs ubestemthedsrelation.

Annonce

På matematisk form udtrykkes denne komplementaritet ved ΔE∙Δt ≥ ℏ og Δp∙Δx ≥ ℏ, hvor x er partiklens sted til tidspunktet t, og hvor symbolet Δ refererer til ubestemtheden på den størrelse, der følger efter. Se kvantemekanik.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jes Ole Henningsen: Plancks konstant i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 20. oktober 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142480