• Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

elektrondiffraktion

Oprindelig forfatter PELin Seneste forfatter Redaktionen

elektrondiffraktion, afbøjning af en stråle af elektroner i en krystal i nogle for krystallen karakteristiske retninger. Fænomenet skyldes, at elektronerne har bølgeegenskaber (se bølge-partikel-dualitet).

Elektrondiffraktion anvendes bl.a. til strukturundersøgelser af tynde film eller overflader ved hjælp af fx transmissions-elektronmikroskoper. Disse anvender normalt en spænding på 100.000 V til at accelerere elektronerne, hvilket giver dem en de Broglie-bølgelængde på 3∙10-12 m; en sådan bølgelængde gør elektronerne velegnede til studier af krystalstrukturer, hvor gitterafstanden normalt er ca. 10-10 m. Elektronerne vekselvirker kraftigt med alt stof pga. deres negative ladninger, og derfor kan meget små stofmængder studeres ved hjælp af elektrondiffraktion i modsætning til røntgen- og neutrondiffraktion, som kræver større stofmængder.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Poul Erik Lindelof: elektrondiffraktion i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. november 2017 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=69760