Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Otto Robert Frisch

Oprindelig forfatter KES Seneste forfatter Redaktionen

Otto Robert Frisch, 1.10.1904-22.9.1979, østrigsk-britisk kernefysiker, nevø af L. Meitner; professor i teoretisk fysik i Cambridge 1947-72. Frisch flygtede ved nazisternes magtovertagelse i 1933 til København, hvor han var med i Niels Bohrs internationale gruppe af fysikere. Han udførte talrige teoretiske og eksperimentelle arbejder inden for atom- og kernefysik, bl.a. vedrørende neutronen, herunder indfangning af langsomme neutroner i uran. I 1938 havde O. Hahn og F. Strassmann i Berlin opdaget, at urankernen tilsyneladende kunne spaltes ved bestråling med neutroner. I julen 1938 lykkedes det Frisch i samarbejde med L. Meitner at forklare spaltningen af urankerner, en proces Frisch sammen med Hahn navngav fission.

Fra 1939 var Frisch i Birmingham, og i 1940 beskrev han sammen med R. Peierls mulighederne for en kædereaktion i uran. De påviste, at der til en atombombe kræves beriget uran, dvs. overskud af isotopen uran-235. I perioden 1943-46 deltog han i Manhattanprojektet.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Knud Erik Sørensen: Otto Robert Frisch i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 18. juni 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=80183