Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Max Planck

Oprindelig forfatter OKnu Seneste forfatter Redaktionen

Max Planck (th.) i samtale med Niels Bohr. Fotografiet er optaget på Niels Bohr Institutet i 1930. At dømme efter formlerne på tavlen har Planck holdt en forelæsning om elektrodynamik. Det var netop i denne periode, den tidlige kvanteelektrodynamik blev formuleret.

Max Planck (th.) i samtale med Niels Bohr. Fotografiet er optaget på Niels Bohr Institutet i 1930. At dømme efter formlerne på tavlen har Planck holdt en forelæsning om elektrodynamik. Det var netop i denne periode, den tidlige kvanteelektrodynamik blev formuleret.

Max Planck, Max Karl Ernst Ludwig Planck, 23.4.1858-4.10.1947, tysk fysiker, professor ved universitetet i Kiel 1885-89 og i Berlin 1889-1927. Planck var en af samtidens førende forskere inden for teoretisk fysik og ophavsmand til kvanteteorien. I sine tidlige arbejder koncentrerede han sig om termodynamikkens fundamentale principper og deres anvendelser inden for den fysiske kemi. Han var skeptisk over for L. Boltzmanns statistiske mekanik og bestræbte sig på at udvikle den makroskopiske termodynamik uden at benytte atomistiske antagelser. På den anden side var han enig med Boltzmann i at afvise den såkaldte energetik, som mente, at naturprocesserne blot kunne beskrives som energiomsætninger. Han betragtede dette som en vranglære.

I 1890'erne var Planck optaget af at forene termodynamikken og den elektromagnetiske strålingsteori i håb om at nå en dybere forståelse af begrebet irreversibilitet. Han betragtede den såkaldte hulrumsstråling eller sortlegemestråling som nøglen hertil, bl.a. fordi dens energifordeling på frekvenser var udtryk for en fundamental naturlov. I 1899 nåede dette arbejde en foreløbig kulmination med udledelsen af en strålingslov, som W. Wien nogle år før havde fremsat på ufuldstændigt grundlag. Allerede samme år konstateredes der imidlertid eksperimentelle afvigelser fra Wiens strålingslov, og Planck blev tvunget til at revidere sit termodynamiske ræsonnement; resultatet blev en ny lov, der blev publiceret i 1900.

Senere samme år offentliggjorde Planck et nyt bevis for loven, hvori han for første gang benyttede Boltzmanns statistiske metode. For at gennemføre dette bevis blev han tvunget til at antage, at et atom kun kan udsende eller optage strålingsenergi i kvanter af størrelsen hν, hvor ν er strålingens frekvens, og h er en ny fundamental naturkonstant, kaldet Plancks konstant. Plancks strålingslov (se Planck-fordeling) gjorde det endvidere muligt at bestemme talværdien af Boltzmanns konstant ud fra målinger på stråling; det førte til de hidtil mest præcise værdier for Avogadros tal og elektronens ladning.

Annonce

Under de følgende års diskussioner af kvantehypotesens betydning hævdede Planck, at konstanten h ikke var udtryk for en kvantisering af energi, men skulle forstås som et "virkningskvant", når strålingen vekselvirkede med stof. Som de fleste i samtiden afviste han i mange år Einsteins lyskvantehypotese fra 1905, ifølge hvilken det er selve strålingen og ikke blot vekselvirkningen mellem stråling og atomer, der er kvantiseret. Usikkerheden omkring kvanteteoriens status bevirkede, at Planck først modtog nobelprisen i fysik i 1918 (uddelt 1919).

Blandt de kendte fysikere var Planck den første, der fuldt ud accepterede Einsteins relativitetsteori fra 1905. Fra 1906 udviklede han den relativistiske dynamik og viste, hvordan den klassiske mekaniks mindste virknings princip kunne overføres til den nye teori.

Planck kom efterhånden til at stå i spidsen for en lang række videnskabelige institutioner og selskaber; han var således præsident for Kaiser-Wilhelm-Gesellschaft 1930-37. Under Tysklands finansielle sammenbrud efter 1. Verdenskrig udfoldede han store anstrengelser for at skaffe midler til fysisk forskning. Efter nazisternes magtovertagelse og vedtagelsen af racelovene frarådede han sine kolleger åben protest og søgte i stedet at udnytte sin position til at begrænse skaderne på videnskaben og dens udøvere.

Efter Plancks død oprettedes i 1948 Max-Planck-Gesellschaft og Max-Planck-Instituten som efterfølgere af Kaiser-Wilhelm-Gesellschaft og -Instituten. Der findes Max Planck-institutter ved mange tyske universiteter inden for brede forskningsområder af naturvidenskaben.

Max-Planck-Gesellschaft. website: http://www.mpg.de/de

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Knudsen: Max Planck i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. marts 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=142477