Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

Heinrich Rudolf Hertz

Oprindelig forfatter JLut Seneste forfatter Uffe Rasmussen

Heinrich Rudolf Hertz, 22.2.1857-1.1.1894, tysk fysiker. Hertz var 1887-88 den første, der frembragte elektromagnetiske bølger (radiobølger) og målte, at de udbredte sig med lysets hastighed.

Hertz studerede i Berlin under H. von Helmholtz, mens denne var i færd med teoretiske og eksperimentelle undersøgelser af, hvorvidt elektromagnetiske fænomener bedst beskrives af Maxwells feltteori eller af fjernvirkningsteorier. I denne forbindelse formulerede von Helmholtz to prisopgaver, hvoraf Hertz besvarede den ene om elektricitetens inerti i 1879.

I 1885 blev Hertz professor ved den tekniske højskole i Karlsruhe. Her besvarede han Helmholtz' anden prisopgave angående dielektrikas indvirkning på induktive fænomener. I forlængelse heraf udførte han sine berømte eksperimenter med elektromagnetiske bølger og overbeviste dermed tidens fysikere om, at Maxwells teori var den rigtige. I 1889 flyttede Hertz til Bonn, hvor han først bidrog med en afklaring af Maxwells teori og dernæst forfattede en bog om mekanik, hvor han undgik fjernvirkningskræfter ved i stedet at operere med skjulte partikler i hastig cyklisk bevægelse.

Annonce

SI-enheden for frekvens, Hz, er opkaldt efter Hertz.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Jesper Lützen: Heinrich Rudolf Hertz i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 22. august 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91017