Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

George Stokes

Oprindelig forfatter OKnu Seneste forfatter Redaktionen

George Stokes, egl. George Gabriel Stokes, 13.8.1819-1.2.1903, britisk fysiker. Stokes kom til Cambridge som student i 1837 og var resten af livet knyttet til Cambridge University, fra 1849 som Lucasian professor i matematik (professorat indstiftet 1663 ved testamentarisk gave fra Henry Lucas).

Stokes blev først kendt for en række teoretiske arbejder inden for matematisk hydrodynamik. Uafhængigt af C.L.M.H. Navier udledte han i 1845 grundligningerne for strømninger i en væske med indre gnidninger (se Navier-Stokes' ligninger). I 1850 fandt han Stokes' lov for modstanden på en kugle, der bevæger sig gennem et medium med given viskositet.

Optikken var et andet forskningsfelt, som Stokes dyrkede både eksperimentelt og teoretisk. Som den første udforskede han systematisk fænomenet fluorescens og viste, at det udsendte lys har lavere frekvens end det lys, der fremkalder fluorescensen (Stokes' fluorescenslov); denne egenskab gjorde det muligt at studere den ultraviolette del af spektret. I forlængelse af sine hydrodynamiske arbejder bidrog Stokes til den matematiske teori for lys forstået som bølger i et kontinuert, elastisk medium, æteren. Han viste, imod den fremherskende opfattelse, at det var muligt at forene fiksstjerneaberrationen med hypotesen om, at Jorden trak æteren med sig i sin bevægelse omkring Solen. Han bidrog desuden til teorien for dobbeltbrydning i krystaller.

Annonce

Stokes' matematisk-fysiske arbejder førte til enkelte rent matematiske resultater, bl.a. Stokes' sætning i vektoranalysen, som han offentliggjorde i 1854 i form af en eksamensopgave, hvor kandidaterne (blandt dem J.C. Maxwell) blev bedt om at bevise sætningen. Episoden illustrerer Stokes' betydning som underviser og eksaminator for højnelsen af det matematiske niveau ved Cambridge.

Stokes var sekretær for Royal Society 1854-85 og selskabets præsident 1885-90. Han blev slået til ridder i 1889.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Ole Knudsen: George Stokes i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. oktober 2018 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=165279