Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

kavitation

Oprindelige forfattere BeL og IN Seneste forfatter Redaktionen

kavitation, (af lat. cavitas 'hulhed, hulrum', af cavus 'hul, udhulet'), bobledannelse i en væske underkastet tryk lavere end damptrykket. Kavitation fremmes af urenheder og modvirkes af væskens overfladespænding. Eksperimenter har vist, at det kræver mere end 100 atm negativt tryk (træk) at fremkalde kavitation i fuldstændig rent vand ved stuetemperatur.

Kavitation optræder især ved hurtigtroterende skibsskruer, hvor der på skruebladenes sugesider kan blive så lavt tryk, at der dannes dampbobler, som efterhånden lokalt korroderer materiale fra skruen. Kavitationen ledsages ofte af støj, der er forårsaget af, at dampboblerne kollapser. Ved meget hurtigtsejlende skibe bruger man specielt udformede skrueblade af særlig egnet materiale til superkaviterende skruer.

Annonce

Referér til denne tekst ved at skrive:
Benny Lautrup, Ib Nielsen: kavitation i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 25. august 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=105140