Redaktion og opdatering af indholdet på denstoredanske.dk er indstillet pr. 24. august 2017. Artikler og andet indhold er tilgængeligt i den form, der var gældende ved redaktionens afslutning.

  • Artiklens indhold er godkendt af redaktionen

robot

Oprindelig forfatter HHL Seneste forfatter Marie-Louise Hammer

Denne miniaturerobot, som måler 55 mm i diameter og 90 mm i højden, benyttes til biologiske eksperimenter om fårekyllingehunners evne til at bevæge sig hen imod hannernes kaldesang. Fårekyllingerobotten har et sæt ører, som består af mikrofoner og de to opretstående printplader, som indeholder forstærkere, forsinkelseslinjer og mixere. Signalet fra ørerne sendes ned til den cirkulære base, der indeholder processorer og motorer. Forskere kan implementere hypoteser om fårekyllingens kontrolmekanisme i robottens processorenhed, sætte robotten under de samme eksperimentelle betingelser som de biologiske fårekyllinger og derefter verificere, hvorvidt robottens adfærd (og dermed den antagne kontrolmekanisme) svarer til fårekyllingens adfærd.

robot, programmerbar maskine, der ved interaktion (vekselvirkning) med sine omgivelser autonomt (selvstyrende) kan udføre en mangfoldighed af opgaver.

Ordet robot kommer af tjekkisk robota 'slavearbejde, hoveriarbejde'.

Ordet blev lanceret af den tjekkiske kunstner Josef Čapek og populariseret i broderen Karel Čapeks skuespil R.U.R. (1920).

Robotter kan i visse tilfælde afløse menneskelig arbejdskraft til fx at flytte materialer og manipulere objekter hurtigere, billigere og mere præcist end mennesker, hvorfor robotter er udbredte i industrien (se industrirobot).

Isaac Asimovs tre love for robotikken
1.En robot må ikke skade noget menneske eller ved at undlade at handle tillade, at et menneske bliver skadet.
2.En robot skal adlyde de ordrer, et menneske giver den, medmindre disse strider mod den første lov.
3.En robot skal opretholde sin egen eksistens, medmindre denne selvopholdelse er i modstrid med den første eller den anden lov.
Fra The Caves of Steel (1954, da. Stålhulerne, 1974). Oversat af Kaj Lykke.

En robots adfærd adskiller sig fra et computerprogram ved interaktion med de fysiske omgivelser gennem sensorer og effektorer (oftest motorer). Sensorer tillader robotten at sanse ydre effekter fra omgivelserne, mens effektorer giver den mulighed for at påvirke og manipulere omgivelserne.

Annonce

Desuden kræver autonome robotter deres egen energikilde, fx solceller eller batterier, og deres egen styring i form af et styreprogram placeret i robotten selv.

Referér til denne tekst ved at skrive:
Henrik Hautop Lund: robot i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 15. november 2019 fra http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=152043